Derfor to trænere til tre hold i Purhus IF

Nu skal seniorfodbolden i gang igen hos Purhus IF.

Lyder det fra foreningens, der har valgt at forsætte i 2017 som i 2016, hvor to trænere har ansvaret for træningen af de tre seniorhold.

De to trænere får samme ansvar og er ligestillede som i sidste sæson, hvor samarbejdet blev forsøgt første gang og blev flot modtaget af alle spillerne.

Velkendte Karsten Klit skal sammen med nytiltrådte Morten Bøje Madsen lede PIF’s seniortrup igennem træning og kamp.

Spillerudvalget har sammen med formand Jens Larsen arbejdet på at skabe en ”Rød Tråd” for seniortruppen, så det bliver en blanding af det velkendte og så gerne nye friske tanker.

I Purhus IF mener de at have fundet den perfekte konstellation. Karsten Klit kender truppen, styrker og svagheder, og først og fremmest har han altid velforberedte træningsøvelser. I 2017 får han hovedansvaret for serie 3-holdet.

Dette efterlader dog ikke serie 4 uden en leder på linjen.

”Vi har været heldige at få Morten Bøje Madsen tilknyttet Purhus IF. At vi har kunnet få en så stor kapacitet engageret, er vi yderst tilfredse med. For hans CV og person er meget forenelig med, hvad Purhus IF står for, men også hvad seniortruppen lige nu består af,” siger Karsten Klit,
Morten har gennem en periode på nu 10 år været træner i klubberne Fuglebakken, Hinnerup, FSI og Vejlby-Risskov. Her har hans rolle både været at stå for ungdomshold, været førsteholdstræner, U19- og serie 2-træner.
”Så vi får en træner, der kender til alt det med at udvikle spillerne, men også en person, som har stået på linjen og selv oplevet op og nedture og ved, hvordan der skal ageres i diverse tilspidsede situationer,” siger Klit om makkeren, der får hovedansvaret for serie 4.

Kim Bjarnskov fortsætter sit gode arbejde med at skabe et mere fast hold i serie 6.

De tre trænere glæder sig til 2017, og det skydes alt sammen i gang til appel på Asferg Arena lørdag 4. februar kl. 13.00.