Siden da er det kun gået én vej – med fuld fart fremad

Da lillebror Frank første gang forsøgte sig som camp-arrangør hos storebror Peter på Finca Naundrup i Spanien, var succes’en begrænset. For at sige det mildt. Kun seks deltagere meldte sig – og til dem havde Frank sørget for fem instruktører. Det var i juni 2013. Nu skriver vi juli 2017, og der er sket meget siden. I år lejer Frank Naundrup og hans Marbella Fitness Camp sig ind i 18 uger, og målet er i 2018 at booke fem hele måneder til camps i forskellige kategorier.

På camp 2 kom der 18 deltagere, men Frank og hans instruktører, der dengang selv betalte flybilletten til Malaga, troede på ideen og holdt fast. Det gav pote. I 2015 havde han seks udsolgte camps. Det kan han takke bla. sine instruktører, som han kalder ”Best of the best,” for. Det, der startede med en enkelt vægtstang, er nu en stor succes og levevej.

”Jeg startede op uden at have penge. Da der blev overskud, kunne jeg købe mere og mere udstyr. Og nu har vi alt det udstyr, vi skal bruge,” fortæller Frank. I 2016 havde han hele 17 camps, hvoraf de fem dog var for lukkede hold, men det var alligevel en fordobling i forhold til 2015.

Fulde huse

I juni i år var succes’en også til at få øje på. Bokse-camp med de to tidl. prof.-boksere, Mads Larsen og Leon Holbæk samt Dennis Holbæk som instruktører trak fuldt hus, og danse-camp (læs andetsteds  – red.)med Michael Olesen, Morten Kjeldgaard og randrusianske Ronnie Handskemager, der alle er kendt fra ”Vild med dans,” sørgede også for fuldt hus. Deltagerne er vilde med de forskellige camps på Finca Naundrup.

”Ja, folk kommer igen. Fra boksecampen i 2016 kom 95 procent igen i år. Også instruktørerne vil gerne herned. Vi får flere henvendelser ugentligt fra forskellige trænere, instruktører osv. ” siger Frank, der i uge 23 sendte en københavnsk cross-fitgruppe og en gruppe hollændere hjem efter en uges ophold med henholdsvis 35 og 20 deltagere.

”De har allerede booket igen. Men ikke blot en enkelt uge. Nej, de bookede begge hold for to uger og varslede, at der kom flere deltagere end de 35 og 20 i år,” siger Frank Naundrup, der lige nu kalder cross-fit det helt store nummer og er overbevist om, at fitnessbølgen kun går én vej – fremad.

Men han er allerede i gang med at udtænke nye projekter. ”I den her branche gælder det om hele tiden at forny sig – at finde nye temaer og kategorier for en uges camp,” siger Frank, der har haft gæster fra mange nationer – bl.a. Montenegro, Indonesien og USA. Folk, der via surfing på nettet får kendskab til Marbella Fitness Camp og derefter booker plads.

Frank glæder sig over succes’en. ”Det startede med en enkelt vægtstang… Og i tre år brugte jeg hver en euro, der var i overskud, til udstyr. Nu har vi det hele. Og det er mit. Og det er betalt…”