Turbinen inviterer indenfor til juletræsfest for voksne fredag 29. december

Natural Born Hippies – Holmegaards Gasværk – Turgid Funk – Rock The Night – Electric Federation. Det er alle navne, der har en fortid i Randers’ musikliv – og de kan genopleves i Turbinen, når der er juletræsfest for voksne.

De havde alle et stort publikum op gennem 90’erne og frem til i dag.

“Det er navne, der trækker i sig selv. Et forsøg på at lave en home-coming fest på eksilrandrusianere, der er hjemme i julen”, siger Jørgen Holmegaard fra Turbinen.

Natural Born Hippies går lige nu og pusler med ny musik, og de er helt klar til at spille. Dan Hougesen, der er forsanger i bandet, var med til at arrangere den første juletræsfest sidste år og han er selvfølgelig klar til at spille til juletræsfesten, fortæller Jørgen Holmegaard, der også selv er en af musikerne på scenen denne aften.