En stor uddannelsesinstitution i Randers indfører røgfri skoletid.

Det er Randers Social- og Sundhedsskole.

Skolen skriver på sin hjemmeside, at man gerne vil være et sundt og levende uddannelsessted, som er med til at understøtte gode vaner og sund livsstil hos alle elever, kursister og ansatte.

Efter sommerferien indføres derfor røgfri skoletid. Det betyder, at det ikke vil være tilladt for elever eller ansatte at ryge i skoletiden – altså fra man møder ind, til man har fri. Det gælder både på skolens arealer og uden for skolens område.

Der er allerede to social- og sundhedsskoler i Danmark, som har indført røgfri skoletid.