Michael Blom i aktion som cheftræner for kvindehold fra Estland

I foråret var den tidl. Randers Freja, Vorup- og Horsens-spiller Michael Blom, 44, træner for Frejas serie 2-hold. I sidste uge og igen i denne uge er han på bænken som cheftræner i en Champions League-kvalifikationsgruppe i Sarajevo i Bosnien Herzegovina med deltagelse af fire kvindehold.

Det var vist ikke lige det træner-comeback, Blom havde set i horisonten, da han var på vej hjem fra ferie i Spanien.

Men meget kan ske i fodbold. Og kan ske hurtigt, og indtil nu har Blom ved avisens deadline stået i spidsen for kvindeholdet fra Parnu i Estland, i de første to af tre kampe om fortsat deltagelse i Champions League.

Blom kalder det en spændende opgave og vidste ikke helt, hvad han havde sagt ja til.

”Nej, for da jeg sagde ja til tilbuddet, vidste jeg heller ikke, at det drejede sig om kvindefodbold,” griner Blom i telefonen fra Sarajevo, hvorfra han vender hjem i denne uge.

I CL-puljen i Estland deltager Blom og Parnu mod Anenii Nio fra Moldova. Vllaznia fra Albanien og Sarajevo fra Bosnien Herzegovina.


Manglede licensen

At Blom kom til Sarajevo skyldes randrusianske Per Bilici Sørensen, der er nær ven med Panus tekniske direktør og ejer Dennis Ulrik Kristensen, der stammer fra Farsø.

Dennis har gjort det godt økonomisk derovre og har købt klubben og er også manden bag herrerne, der som damerne er i den bedste række i Estland.

Men damefodbolden har ikke altid været i toppen i Estland, og da Dennis Ulrik Kristensen kom til og overtog kvinderne, tvangsnedrykkede han holdet og startede forfra, og nu er man atter med helt fremme.

Problemet i Parnu inden CL-kvalifikationskampene var, at den nye træner, Estlands bedste kvindelige fodboldspiller nogensinde Anstassia Morkovkina, som man netop havde udnævnt til cheftræner efter at have fyret den tidligere træner, ikke har den fornødne P- eller A-licens, der kræves for at sidde på bænken i kampe i CL.

Den licens – A-licensen – har Blom….

Hjemme i Randers kontaktede Per Bilici først Randers FC-direktør Søren Pedersen, der formidlede kontakten til Blom, der i stedet for stille og roligt at kunne vende næsen hjem efter ferie i Malaga nu pludselig skulle haste videre til Sarajevo, hvor han kom godt fra start med 2-0-sejr over holdet fra Moldova.

Senere blev det til nederlag 1-3 mod det albanske hold, og dermed er mulighederne for at gå videre i CL udtømte, for sidste modstander – efter avisens deadline – var Sarajevo, der har vundet de første to kampe med to gange 5-0.

Og da kun puljevinderen og den bedste af toerne i alle grupper går videre, er Blom og co. med forventet blot tre point ude af CL-sammenhæng,

Med mindre da…. ”Vi ved det endnu ikke, men vi er ved at kigge nærmere på video-optagelserne af kampen mod Vllznia. Nogle mener, de brugte fire udskiftninger, og det må de jo ikke, sagde Blom ved avisens deadline fra Sarajevo, hvor han har fået en oplevelse for livet.

”Jeg har ikke bare siddet på bænken. Anastasia har spurgt mig til råds og gennemført mange af de ting, jeg har foreslået. Jo, det har været sjovt, men der er ikke den store interesse for kampene. Tilskuerpladserne er tomme, mens der vel er 20 mennesker i VIP’en,” siger Blom om oplevelsen med Parnu-holdet der tæller lutter fuldtidsamatører i alderen 16 til 34 år.

”Det er et kort eventyr, og det har været sjovt nok at prøve, men der bliver ikke mere ud af det,” siger Blom, der har stiftet bekendtskab med dem, han kalder Balkan-røverne.

”De gør, hvad de kan for at genere os. Således har vi værelser på anden sal på hotellet, og Sarajevo-holdet har så underligt nok massage- og vaskerum på samme etage. Og du kan tro, de masserer og vasker. Og til høj musik og larm, så vi ikke får sovet,” fortæller Blom.

Med til den kuriøse historie hører også, at randrusianske Per Bilici Sørensen har andel i klubben i Estland. ”Ja, men det er under fem procent af aktierne, som jeg har fået i gave af Dennis, der så til gengæld af mig fik mine aktier i Skagen Bryghus…. Fortæller Per Bilici.