Trænerne har nu blot som målsætning i efteråret at undgå nedrykning

For nogle uger siden havde trænerparret for Vorup FB’s Jyllandsseriehold, brødrene Jan og Mads Iversen, som målsætning at aflevere Vorup i Top 4 i efteråret og dermed i JS 1 med ret til at spille om oprykning til Danmarksserien i foråret 2019.

Nu er målsætningen en anden hos to gange Iversen, der stopper på Ulvehøj efter denne efterårssæson.

”Nu handler det blot om at undgå nedrykning. Altså skal vi undgå at blive nr. syv eller otte, der rykker ned i serie 1,” lyder det fra Mads Iversen.

Grunden til den ændrede målsætning er, at Vorup FB er blevet alvorligt svækket i forhold til foråret.

Væk er forsvarskrumtappen, den tidligere Randers FC-spiller Kian Christensen, der prioriterer civilt arbejde i Lamipro højere, og væk er også Daniel Rasmussen og senest Christian Gjættermann, der var udset til at skulle erstatte Kian i den centrale del af forsvaret.

Så sent som lørdag 4. august fik Gjættermann som Vorup FB-anfører overrakt pokal og præmie som vinder af senior 1-rækken i træningsturneringen hos Kristrup Boldklub, der har førsteholdet i serie 1.

Både Gjættermann og Daniel Rasmussen, der også var på Vorup JS-holdet i foråret, er skiftet til Kristrup Boldklub.

Noget overraskende for brødrene Iversen for nu at sige det mildt.

”Til gengæld får vi mange unge op fra U19-holdet, og glædeligt er det, at nogle af de ældre, der gerne ville slippe for nogle lange køreture i efteråret og trappe ned af hensyn til familie, alligevel fortsætter og giver et nap med. Det er herligt, at de ældre tager ansvar,” siger Mads Iversen.

Blandt dem, der fortsætter, er den mangeårige topscorer Kim Vejrum, ligesom Kian Christensen har tilbudt at træde til, hvis det ser helt skidt ud….

For brødrene Iversen kom Gjættermanns farvel som et chok. Og en skuffelse.

”Han kunne godt have givet os besked lidt tidligere, så vi havde kunnet spille en anden ind på pladsen,” siger Mads Iversen, der er spændt på at komme i gang. Vorup startede i mandags efter avisens deadline hjemme mod Skive og skal søndag 19. august til Morsø, inden der tirsdag 21. august 19.00 er lokalopgør på XL Park på Ulvehøj, hvor Randers Freja kommer på besøg.

”Spændende bliver det at se, hvad Freja og træner Chris Sørensen kan mønstre. Men uanset hvad så bliver det et lokaldrøn, hvor der med garanti bliver gået til stålet,” forudser Mads Iversen.