En 25-årig mand var i nat meget beruset og meget aggressiv, og det gik ud over biler, stole, døre og vinduer i Randers C. Klokken 1.34 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand gik amok på Storegade i Randers, hvor han smed rundt med stole fra en restauration og skabte stor utryghed omkring sig. Fire minutter efter var en patrulje på stedet, og de kunne se den 25-årige stå og hoppe på taget af en bil, der holdt parkeret på Storegade. Da han så betjentene, løb han fra stedet, men han blev hurtigt indhentet, anholdt og sigtet for hærværk og for at forstyrre den offentlige orden. Det viste sig, at den 25-årige også havde sparket døren ind til en opgang under sin hærgen.

Efter at have siddet på politistationen i Randers nogle timer blev den 25-årige løsladt. Det fejrede han ved straks at gå hen til McDonalds på Tørvebryggen, hvor han knuste en rude. Han blev kort efter anholdt for anden gang og endnu en gang sigtet for hærværk.