Rygning er den enkeltfaktor, der har størst betydning for folkesundheden. Derfor ønsker Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland markant højere tobakspriser.

Det midtjyske udvalg ønsker tobakspriser på niveau med Norge og England, hvor en gennemsnitlig cigaretpakke koster ca. 100 kr. mens den i Danmark koster omtrent det halve, nemlig 45 kr.

I det politiske udvalg mødes repræsentanter for  kommuner, praktiserende læger og region om fælles sundhedsløsninger som at tilbyde alle borgere hjælp til rygestop og meget andet.

“Det går den gale vej med rygningen. Flere unge 16-24-årige ryger dagligt, kan vi se af vores sundhedsprofil. Vi ved, at stigende tobakspriser har tre gange så stor effekt på unge rygere som på voksnes rygning,” siger formand for udvalget Henrik Fjeldgaard i en pressemeddelelse.