En 53-årig mand blev i går aggressiv og voldelig, da han ikke kunne få udskrevet medicin i en lægeklinik på Udbyhøjvej i Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge flere vidner havde den 53-årige råbt af en læge og taget fat i hende.

To mænd kom lægen til undsætning og trak den 53-årige ud af kontoret. Den hidsige mand slog ud efter mændene og ramte den ene med en knytnæve i ansigtet. Herefter stak han af fra lægeklinikken.

Politiet fandt dog kort tid efter manden, der gik rundt i nabolaget. Den 53-årige blev anholdt og sigtet for vold.