Politiet nedlægger nu de såkaldte hotspot-områder i Aarhus og Randers.

– Østjyderne har generelt været rigtig gode til at efterkomme myndighedernes anbefalinger om ikke at stimle sammen i det offentlige rum, når restaurationerne lukker kl. 22.00, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Til gengæld opfordrer politiet – særligt de unge – til at lave nogle fælles rammer for private sammenkomster.

Der har i Aarhus og Randers været fem hotspots. Det drejer sig om henholdsvis Skolegade, Åboulevarden, Pustervig samt Store- og Lilletorv i Aarhus plus Storegade i Randers.