Af frygt for at blive kaldt sølvpapirshat, står personen i denne artikel ikke frem med navn og ansigt. Men han vil gerne fortælle om det, han så i himlen over midtbyen for knap fire uger siden

 

Han helt almindelig aftentur i midtbyen bag i Helenestræde ved skulpturen Happy Man.

”Jeg kigger altid op i himlen, når jeg går tur. Og jeg har set noget uforklarligt tre gange før. Så jeg blev egentlig ikke overrasket over, at der igen viste sig et objekt”, fortæller den unge studerende.

Hvad han så bevægede sig med en konstant fart fra øst mod vest og det var ca 10 cm langt, hvis man måler det med fingrene op mod himlen. Men det var selvfølgelig langt væk og dermed større. Han kunne observere den i 20 sekunder, så var den væk bag husene.

”Og ligesom de andre gange jeg har set et uidentificeret objekt, var dette også helt lydløst og denne gang trekantet”, fortæller han videre.

Din Avis møder ham på en bænk på Rådhustorvet. Han er en helt almindelig ung studerende, der snart er færdig med sin uddannelse i Randers. Han bærer hverken sølvpapirshat eller antistrålevest. Han er en af de mange millioner verden over, der er overbevist om, at der er liv derude i universet, fordi de har set noget uforklarligt på himlen – og han tror ikke på at jorden er det eneste sted, der er liv. Det var 26. november omkring kl 19.30, han så den grønne trekantede flyvende tingest. Der var fire lys fordelt underneden. Han har googlet sig frem til et navn på formen ”Belgium UFO form”.

Hvis der er liv derude, hvad vil de os så, kunne man spørge:

”Jeg tror, de observerer os. Og måske tester de os, for at se, hvordan vi reagerer. Og hvorfor kommer de ikke helt herned; det tror jeg da heller ikke, jeg ville. Ville du turde kommer ned på jorden, hvor vi bekriger hinanden på den måde?”, spørger den studerende.

 

Vi kigger ned

Han er også sikker på, at det ikke var en drone – da ingen drone har den form med lys under. Det har han også undersøgt, og så var den helt lydløs. Og hos Forsvarets Operationscenter, fortæller de, at deres eneste træningsflyvning 26. november i Midtjylland var over øvelsesterrænet ved Finderup, Viborg.

Men hvorfor er der aldrig nogen, der står frem med deres observationer, kunne man spørge:

“Her i Danmark er vi meget skeptiske overfor det, vi ikke kan forklare. Og det er nok også grunden til at de fleste observationer, du hører og ser, er fra fortrinsvis USA, hvor det er mere legalt at tro på alt muligt forskelligt uanset om det kan forklares eller ej. I Danmark er vi flokdyr og vil helt ikke skille os ud fra mængden”, siger UFO-spotteren.

“Og så tror jeg også, at folk har alt for travlt med at gå og kigge ned i deres telefoner. Og så ser man jo ingenting. Prøv i stedet for at kigge op i luften, så ser du måske noget”, siger han.

Sidste observation af en formodet UFO var dermed også fjerde gang at han spottede noget uforklarligt på himlen gennem de seneste år. Men han forstår også godt at mange er skeptiske:

“Det er jo så nemt at manipulere med virkeligheden i dag. Og hvis nogen viser et foto eller en film, er det jo ikke til at vide i dag, om det er ægte. Jeg har dog set det med mine egne øjne, så jeg er ikke i tvivl”, siger han.

Og han har gennem de seneste år også fået mere viden fra seriøse sider på nettet og har fundet ud af at andre også har gjort sig deres erfaringer. Og han er blevet god til at spotte om noget er ægte eller en forfalskning.

Men hvorfor er der ingen billeder eller film af episoden fra Helene Stræde?

“Det tager simpelthen for lang tid at finde telefonen frem, og jeg var mere optaget af at nyde øjeblikket. Og for mig er det ikke vigtigt, hvad andre tænker, for jeg ved, hvad jeg så”, slår han fast.

“Og hvis jeg havde optaget en video, ville du så have troet på mig alligevel?”, spørger han.

Han vil gerne opfordre os alle til lige at vende ansigtet opad engang imellem og så vil vi også se noget.

Dem der var teenagere eller voksne i 80´erne huske filmen “Nærkontakt af tredje grad”, hvor jorden fik besøg af en flyvende tallerken – en UFO. Fordi den landede og kommunikerede med mennesket og fordi beboere fra en anden planet besøgte jorden blev det kaldet nærkontakt af tredje grad. I dag hedder en sådan kontakt CE5 og har sin egen app.

Vores UFO-spotter har oprettet en facebookside for lokale med navnet: CE5 Randers. Her kan lokale der interesserer sig for UFO´er og måske har set noget.

 

Her i Danmark har personer også oprettet Danske UFO Entusiaster, hvor der bliver snakket og skrevet om danske og udenlandske oplevelser og optagelser. Så sent 27. december blev der slået fotos op om et objekt spottet lillejuleaften på facebookgruppen Danske UFO Entusiaster med fotos af et uidentificeret objekt – en UFO ved Farø-broen.