En 25-årig mand gjorde i aftes kraftigt opmærksom på sig selv.

Et par betjente havde netop standset en bil i en kontrol på Århusvej i Randers og stod og talte med føreren, da den 25-årige kørte forbi. Han hylede og råbte af betjentene ud af sit nedrullede vindue, mens han havde hornet i bund.

Bilisten blev indhentet og dirigeret ind til siden.

Den 25-årige erkendte, at det var ham, der havde råbt og dyttet, og han blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og unødigt brug af horn.

Da der samtidig blev fundet et hjemmelavet træbat og et stort jernrør i bilen blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven.