Pokaltriumfen åbner nye muligheder for Randers FC, som vil forstærke truppen og forbedre klubbens faciliteter.

Det lover Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør , efter at holdet torsdag vandt 4-0 over Sønderjyske i pokalfinalen.

Som pokalvinder er Randers FC kvalificeret til playoffrunden om at komme i Europa League.

Glipper klubben den mulighed, venter som trøstpræmie deltagelse i gruppespillet i Conference League, som estimeres til at indbringe mellem 30 og 45 millioner kroner.

Søren Pedersen forventer derfor at bruge nogle af pengene til at forstærke truppen til næste sæson.

– Vi skal ud og spille nogle store kampe, og de kampe kræver spillere på højt niveau. Så vi kan godt tillade os at gå ud og hente spillere fra en højere hylde, siger Søren Pedersen.

Han oplyser, at der lige nu kun er 22 spillere på kontrakt i Randers, og det er i den lave ende i Superligaen.

– Vi har kæmpet os gennem den her sæson med en smal, men rigtig god trup. Nu skal vi ud og spille flere kampe i efteråret, og det kræver, at vi udvider truppen på antallet også.

– Det kan være alle kæder. Det er en nødvendighed, når vi ved, at der kommer otte kampe mere ind i kalenderen.

– Vi skal også have kigget på vores faciliteter i klubben, som nogle af pengene skal bruges på. Det skal være med til at løfte os til næste niveau, siger han.

I nogle perioder har Randers FC været hårdt ramt på sin smalle trup grundet skader og karantæner.

Det skal helst ikke gentage sig i næste sæson, hvor der kigges på en anden model for at sammensætte truppen.

– Vi har haft tre spillere til to positioner. Der kan vi på nogle positioner gå efter at få to spillere til en position. På den måde kan vi få tabellen til at gå op på en anden måde, siger Søren Pedersen.

/ritzau/