Natten til søndag var en travl sommernat, hvor politiet mange steder måtte rykke ud til musik til ulempe.

I Østjylland har politiet det seneste døgn modtaget i alt 59 anmeldelser om larmende musik.

– Det skyldes jo flere ting. Blandt andet de lyse nætter og at folk har været spærret inde i 100 år under coronaen. Og så har det også lige været lønningsdag, fortæller vagtchef Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen plejer anmeldelserne om larmende musik som regel at stilne af ved fire-femtiden om morgenen.