Begge piger havde været isoleret i en lang periode. Det var blevet svært at indgå i fællesskaber, så det skulle de lære forfra, hvis de nogensinde skulle starte på en uddannelse.

AF CECILIE BISGAARD

Da nu 19-årige Asta Arneborg Heegaard gik i 7. klasse, fik hun det svært. Hun havde gået på den samme skole i Randers fra 2. til 6. klasse, da hun blev nødt til at skifte skole. Hendes daværende skole tilbød ikke 7., 8. og 9. klasse, og derfor måtte hun starte et nyt sted efter 6. klasse.

»Det gik ikke helt. Det var bare ikke godt. Jeg kom i en dårlig klasse. Jeg havde det ikke godt, og det var bare alt for kompliceret,« fortæller Asta, der gerne vil fortælle sin historie, men ikke ønsker sit billede i avisen.

Samtidig blev hendes mor syg, og Asta mistede overblikket derhjemme, da hun følte, at hun skulle til at være moren.

»Det blev værre og værre. Hver dag kunne jeg mærke det, som, jeg nu ved, var angst. Det vidste jeg ikke dengang. Der var ikke rigtig nogen hjælp, og jeg fik skæld ud af min familie og skolen, fordi jeg ikke passede min skole. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne sidde på min plads og blive i skolen. Jeg prøvede hver dag, men jeg måtte tage hjem efter ti minutter. Jeg kunne ikke være der,« siger hun.

Blev indenfor i to år

Til sidst endte det med, at Asta gik helt ud af skolen. Det var i 2017.

I de næste par år var Asta så plaget af angst, at hun stort set aldrig kom ud af den lejlighed, som hun boede i med sin mor.

»Jeg havde det virkeligt svært, og jeg var meget lukket inde på grund af angst. Jeg sås ikke med nogen overhovedet udover min mor, mormor og morfar,« siger hun.

Sådan var det, indtil hun i 2019 snakkede med sin UU-vejleder.

»Han er egentlig lige så frustreret som min mor og jeg over, hvad vi skal gøre for at få mig på rette spor, og så nævner han RUN,« fortæller Asta.

Orkede ikke mere skole

Naja Ringø Kristensen, der også er 19 år, var skoletræt. Hun havde taget en 10. klasse, og bagefter var hun startet på frisørskolen.

»Jeg stoppede efter en måned. Jeg orkede simpelthen ikke mere uddannelse. Det blev for meget med dansk og matematik ved siden af frisørfagene. Jeg var der aldrig. Jeg havde ikke lyst til at være der,« fortæller hun. Naja ønsker heller ikke at få sit billede i visen.

Da hun var 16 år gammel på det tidspunkt, blev hun tilbudt at starte på FGU, men det havde hun ikke lyst til. Det var endnu en skole, og hun havde ikke hørt meget godt om den. I stedet endte det med, at Naja gik hjemme det meste af et år.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Projekt RUN

RUN startede som et fondsfinanseret projekt. I dag er RUN finansieret fælles af Randers Kommune, Randers Ungdomsskole og Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Der er to pædagoger ansat, og så er der tilknyttet en leder fra Randers Ungdomsskole.

RUN hører under Randers Ungdomsskole og har hjemme på Stålvej i Paderup.

Det er Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU-vejlederne), der visiterer unge mellem 15 og 21 år til RUN.

Medarbejderne på stedet går meget op i at lave individuelle forløb til hver enkelt. Derfor øver de gerne at handle ind og at tage bussen – og det at skulle indgå i et fællesskab, når man i flere år har været isoleret fra omverdenen.

»Jeg var meget ængstelig, tror jeg. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde det. Jeg havde ikke lyst til at arbejde. Jeg kunne ikke,« siger hun.

Derfor skete der ikke det store i Najas liv, indtil en af hendes mors kollegaer fortalte, at hun havde hørt om noget, der hed RUN.

Svært at indgå i fællesskaber

Hverken Asta eller Naja kendte til RUN. De fortæller, at deres venner heller ikke ved, hvad det er, så de skal altid forklare det. Så derfor er det ikke så underligt, hvis du heller aldrig har hørt om det.

RUN er et projekt i Randers Kommune, der hører under Randers Ungdomsskole. Målgruppen er unge mellem 15 og 21 år, der ikke er tilknyttet en uddannelse eller har et arbejde. Mange af dem er sårbare eller har psykiske udfordringer, som dog ikke er behandlingskrævende. Det er altså et sted for unge mennesker, der så at sige ikke rigtig passer ind i de andre kommunale tilbud. Dem, hvor FGU ikke er det rigtige tilbud – i hvert fald ikke lige nu – og som heller ikke er klar til et andet uddannelsestilbud. Det kan du læse mere om her i avisen.

»Mange af dem har ikke haft en helt god oplevelse i folkeskolen. Skoletiden har været hård, og nogle har været isolerede af forskellige årsager, og så er det utroligt svært at indgå i et fællesskab, når det har været så fjernt for dem. Der skal nogen støtte til for at indgå i et fællesskab igen,« fortæller Rio Hensel, der er uddannet pædagog og ansat som projektmedarbejder på RUN.

På RUN bliver de unge undervist og trænet i blandt andet at identificere og udvikle deres personlige og sociale kompetencer.

Øvede sig i at tage bussen

Fordi fællesskaber – og omverdenen – var så langt væk fra Asta Arneborg Heegaard tilbage i 2019, var hun en af dem, der havde brug for støtte for at kunne indgå i et fællesskab igen. Da hun startede på RUN, fik hun et buskort, så hun kunne komme frem og tilbage.

»De første par gange tog en af pædagogerne med på busturen. Jeg boede ikke så langt fra RUN, men offentlig transport var meget svært for mig, og jeg havde det enormt svært ved ikke at være sammen med min mor, fordi vi havde været så meget sammen inden. Men de voksne på RUN var gode til at give mig plads. Hvis jeg fik det skidt på busturen, så skulle jeg bare stige af. Så kom de og hentede mig. Og hvis jeg havde det virkelig svært, så tog de med i bussen,« siger hun og fortsætter:

»Det betød helt vildt meget for mig. Jeg kunne endelig mærke, at nogen lyttede til, hvad jeg sagde. De respekterede det og gav mig plads. De hjalp mig og sagde ikke bare ’det finder du ud af’. Jo flere ture vi var på, og jo mere jeg øvede mig i at tage bussen derud, jo mere kunne jeg genkende mig selv efter to år med angst. Jeg lysnede mere op.«

»Nu tror jeg på mig selv«

Pædagogerne, der er tilknyttet RUN, arbejder meget med kompetencer. I samarbejde med de unge, der kommer på stedet fire dage om ugen, finder de ud af, hvilke styrker og kompetencer hver enkelt er i besiddelse af.

»De fik snakket min selvtillid op. De fik mig til at tro på, at jeg godt kunne, og de fik mig til at tro mere på mig selv. De hjalp mig med matematik – jeg har adhd, så tallene ryger rundt, og jeg har svært ved at overskue det. Men jeg er blevet bedre, og nu tror jeg på, at jeg kan,« siger Naja Ringø Kristensen og fortsætter:

»RUN har været med til at modne mig – også socialt. Der er bare sket meget med mig, og jeg har også fået at vide af flere, at RUN har været godt for mig. Før kunne jeg ikke tage ud for at handle uden min mor. Jeg syntes, det var utrygt, og jeg gik i panik. Jeg synes stadig ikke, at det er rart, men det er blevet meget bedre.«

I de knap 10 måneder hun var tilknyttet RUN, var hun blandt andet i praktik i en børnehave. Nu drømmer hun om at blive børnehavepædagog, og derfor er hun startet på HF i Randers.

»Det bedste, der er sket«

I dag går Asta Arneborg Heegaard også på HF – godt nok ikke i Randers, for efter hun stoppede på RUN, er hun flyttet hjem til sin far i Brande.

»RUN er det bedste, der er sket for mig. Jeg tror simpelthen ikke, jeg var nået så langt, hvis det ikke havde været for RUN og for de voksne der. De gav mig så mange redskaber, og jeg blev lyttet til. Det er de bedste samtaler, jeg nogensinde har haft – både med de andre unge og de voksne. Det har ændret enormt meget,« siger hun og fortsætter:

»Jeg blev bedre til at være sammen med andre unge. Lige pludselig at skulle være sammen med fem andre unge var helt vildt intimiderende, for det det var mange år siden, jeg havde prøvet det. Men jeg fik hjælp til, hvordan jeg skulle være blandt andre unge, og jeg fandt ud af, hvem jeg egentlig er. Når man er ung og har været igennem mange ting, og man er mentalt ustabil, så skal man finde sig selv. Vi var alle sammen i det. Det eneste, vi ville, var bare at være sammen og have det godt.«

Efter Asta stoppede på RUN, har hun fået sin folkeskoleeksamen, der har gjort det muligt for hende at starte på HF. Hun drømmer om at designe og tegne boliger.

»Jeg har det helt fantastisk. Jeg har aldrig følt mig så meget som mig selv, som jeg gør lige for tiden. Jeg har fundet ud af, hvem jeg er, og jeg føler, jeg er den bedste version af mig selv. Jeg er stolt af mig selv over alt det, jeg har opnået gennem de her år,« siger hun.