Sammen med to holdkammerater vandt 47-årige Kristina Bejder guld ved VM i den knap så kendte disciplin 3D bueskydning.

AF CHRISTINA JOHANSEN, LOKALAVISEN FAVRSKOV

For omkring fem år siden havde 47-årige Kristina Bejder fra Thorsø aldrig rørt bue og pil. I dag kan hun kalde sig verdensmester i 3D bueskydning.

Guldmedaljen kom i hus i september sidste år, hvor Kristina Bejder sammen med bueskydnings-mixholdet for damer gik hele vejen ved VM i Italien.

Lørdag 4. marts kan man høre Kristina fortælle om hele oplevelsen på Hammel Bibliotek. Du kan også læse videre her og få et glimt ind i Thorsø-bueskyttens vej til VM-guld.

Hvordan kan man blive så god, så hurtigt? »Jeg tænker, at det er fordi, jeg skød med riffel, da jeg var yngre. Det her med at sigte og vide, at nu er den der, hvor den skal være, den ligger allerede i mig. Og det samme med at kunne finde roen. Der er mange ting, jeg har kunnet overføre,« siger Kristina Bejder fra Thorsø. Privatfoto

»Magisk«

Da Kristina Bejder var ung, skød hun meget med riffel, men det blev lagt på hylden. Skydesport har dog altid ligget og luret lidt i baghovedet.

»Jeg har altid fundet bueskydning fascinerende, men jeg troede, at det var mega svært,« fortæller Kristina, som i stedet fik lokket sin søn til at prøve sporten af.

»Og når jeg nu alligevel lå og kørte ham til Randers, så kunne jeg lige så godt selv prøve at skyde,« siger Kristina Bejder.

I 2018 begyndte hun at skyde på bane, sådan som man kender det fra OL, og allerede sommeren samme år vandt hun sølv ved DM udendørs på et mixhold. For to år siden blev hun så overtalt til at prøve 3D bueskydning, og så var hun ”fanget”.

»Jeg blev virkelig bidt af det, og det var magisk, da jeg i april 2021 stod til mit første stævne i en stor bøgeskov nede ved Aabenraa. At høre fuglene synge, bækken, der løber, og dufte skoven. Det giver ro helt ud i fingerspidserne,« siger Kristina Bejder, som er gift og har tre børn: en søn på 15 år og to døtre på 18 og 20 år.

Når hun ikke er på banen eller i skoven med bue og pil, arbejder hun som produktudvikler hos Arla i Rødkærsbro.

Skyder efter ”rigtige” dyr

Men hvad i alverden er 3D bueskydning egentlig?

I stedet for at skyde på en bane med en fast afstand til en skive, så foregår 3D bueskydning ude i en skov eller andre naturomgivelser, og man skyder efter ”rigtige” dyr, som dog er udformet i en slags skum.

Dyrene kan være mellem fem og 30 meter væk. Man får fra 11 point og nedefter, alt efter hvor på dyret man rammer. Der er som regel 24 dyr til stævner – nogle gange 30.

»Når man går banen, ved ingen på forhånd, hvad vi møder. Så hver gang skal vi selv bedømme afstanden, vi skal tage højde for eventuelle vandløb, træer, og om det går ned ad bakke,« forklarer Kristina Bejder og fortsætter:

»Med baneskydning handler det meget om teknik og at gøre det samme igen og igen, men når man står ude i skoven, så er der nogle ekstra elementer i det.«

Når Kristina Bejder stiller op ved stævner, er det for Randers Bueskyttelaug. Hun er også medlem af Favrskov Bueskytter.

Thorsø-skytten bruger det, der hedder en barbue. Det minder ret meget om den bue, skytterne bruger til OL, men den er uden sigte og stabilisatorer.

Til VM bliver bueskydnings-mixholdet først sat efter de første to kvalifikations-dage. Mix-holdet består af tre forskellige buetyper, og Kristina endte med at være på hold med compoundskytten Kirstine Godskesen Klausen og langbueskytten Stine Munch Hansen.

De slog USA ud, dernæst Spanien og til sidst Sverige. Og så var der jubel!

I øvrigt vandt Danmarks herre-hold bronze. På herreholdet var langbueskytten Anders Skjødt fra Hammel.

Et frirum i en svær tid

I dag er Kristina Bejder glad for beslutningen om at deltage ved VM, men deltagelsen var ikke uden masser af overvejelser. I maj sidste år blev hendes mor nemlig indlagt på hospice med terminal lungecancer.

»Buen har været mit frirum, og der hvor jeg kunne slippe alle tanker og lade batterierne op,« forklarer Kristina Bejder og fortsætter:

»I slutningen af juni skulle beslutningen så træffes, om jeg ønskede at deltage til VM i starten af september. Jeg havde min mors og fars fulde opbakning og takkede ja til tilbuddet. Den 12. juli holdt min far og jeg min mor i hånden, mens hun trak vejret for sidste gang – dagen før hun ville fylde 75 år. Jeg vil ikke lyve. Det har været benhårdt at vælge mellem træning, familietid, sorg og alt der i mellem, men det lykkedes, og jeg ved, min mor ville være stolt. Min far og resten af familien er i hvert fald.«