En mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Det skete fredag formiddag ved Retten i Randers.

Den 28-årige mand er blevet sigtet for tre indbrud i villaer begået i Assentoft, Framlev og Ugelbølle. Samt tre tyverier af biler, hvoraf den ene blev stjålet ved indbruddet i Assentoft, den anden i Hammel og den tredje i Ebeltoft.

Og så er han sigtet for tyveri af en nummerplade og et butikstyveri i Rønde.

Under stort politiopbud blev manden anholdt på en adresse i Hornslet torsdag ved middagstid. Her fandt politiet en bil, der i løbet af natten eller morgenen var blevet stjålet fra en adresse i Ebeltoft. Bilen havde tydelige skader i venstre forreste side, viser fotos fra anholdelsen.

Man går ud fra, at manden torsdag morgen var føreren af en bil, som involveret i to færdselsuheld.

“Det første færdselsuheld skete kl. 08.20 på Ryomvej i Fårup ved Rønde, hvor en 43-årig mandlig bilist måtte trække helt ud i rabatten for at undgå påkørsel, da den stjålne bil kom kørende fra modsatte retning og begyndte at trække over i den anden vejbane. De to biler kørte dog alligevel sammen, men kun på siderne af bilerne, hvorefter føreren af den stjålne bil fortsatte uden at standse,” lyder det fra Østjyllands Politi, ifølge JP Randers.

Herefter fik politiet endnu en anmeldelse om et nyt færdselsuheld, denne gang på Slotsgade i Ryomgård, hvor en 36-årig mandlig bilist blev påkørt bagfra af den stjålne bil, der efterfølgende kørte fra stedet. Heller ikke her skete der nogen personskade.

“De to færdselsuheld skal nu undersøges nærmere med henblik på at fastlægge, om det var den 28-årige mand, der førte bilen, og hvad det i så fald skal munde ud i af yderligere sigtelser,” siger Østjyllands Politi ifølge JP Randers.