I sidste uge skrev Din Avis om det glemte kunstværk fra Scandia af Lise Honoré, der netop er blevet reddet fra rundsaven af kunstkender Claus Ørsted. Nu fortæller tidligere direktør på Scandia, Søren Sørensen, historien om, hvordan det gik til, at der blev skabt kunst i produktionshallen som senere endte på væggen i administrationsbygningen sammen med anden kunst.

PIA ASVIG IVERSEN

Frem til 1984 var der ikke skyggen af kunst på væggene i administrationsbygningen hos Scandia. Men det Søren Sørensen sat en stopper for. Den kulturelskende elektriker fik nemlig en fiks anarkistisk idé til en happening. Den kommer vi tilbage til!

Søren Sørensen nåede at arbejde på Scandia i 37 år – først som elektriker, derefter produktionsleder for IC3 togene. Siden fabrikschef og til sidst direktør for Custom Supply med ansvar for det arbejde, der gik ud af fabrikken.

Han blev i sin tid som elektriker i produktionen hvirvlet ind kunstforeningen for arbejderne. Der var også en forening for funktionærerne.

”Dengang var der mange kunstforeninger rundt omkring på industrivirksomhederne i Randers. Hos Scandia var der to, og vi indkøbte kunst og holdt foredrag med kunstnerne. Der var stor interesse,” fortæller Søren Sørensen.

Fordelen med en kunstforening var, at der blev skabt kendskab til meget kunst af og for kunstinteresserede på forskellige niveauer.

”Arbejderne interesserede sig mest for traditionel stuekunst, mens funktionærerne typisk var til det lidt moderne, men det ændrede sig med tiden. Derfor blev de to kunstforeninger slået sammen,” fortæller den tidligere direktør.

”Jeg synes faktisk, vi fik købt meget godt kunst, og da Scandia fejrede 25 års jubilæum i 1985 fik vi mange lykønskninger fra de andre firmakunstforeninger i Randers. Da blev det også besluttet, at der skulle laves en sammenslutning af firmakunstforeninger i Randers, så vi kunne få råd til at holde foredrag med etablerede kunstnere,” husker han.

Værket af Lise Honoré da det hang i administrationsbygningen på Scandia. Som med alle kunstnerens værker, er dette kunstværk ikke navngivet. Privatfoto.

Arnoldi med på idéen

Et af de foredrag, der gjorde stort indtryk på Søren Sørensen, var foredraget med Per Arnoldi, der var overvældet over at man her i Randers kunne samle 300 tilhørere til hans fortælling. Søren fik derefter et godt kendskab til Per Arnoldi og hans kunst, og tog efterfølgende til fernisering på Esbjerg Kunstmuseum.

”Her tog jeg en snak med Per Arnoldi bagefter og fortalte om en idé, jeg havde fået”, fortæller Søren Sørensen.

På dette tidspunkt var der ikke så meget som en plakat på væggene hos Scandia, og Sørens idé måtte briste eller bære.

”Jeg spurgte Per Arnoldi om, hvad udstillingen skulle bagefter, og fandt ud af at der var et hul på tre måneder, hvor værkerne ikke skulle udstilles. Jeg fik ham overbevist om, at vi skulle låne den på Scandia, men uden at fortælle nogen om det”, fortæller Søren.

”Så i nattens mulm og mørke fik vi kørt værkerne til Randers og hængt dem op – uden at andre vidste det. Så når administrationen mødte ind mandag morgen, var det til kunst på væggene”, fortæller Søren og griner.

Men lige dér, da idéen var effektueret, troede han at karrieren hos Scandia var slut.

Han fortæller:

”Dengang var der jo stor forskel på høj og lav og jeg var jo elektriker. Mandag morgen da jeg mødte ind, blev jeg ringet op af Marie Kirkegaard, der var sekretær. Hun fortalte, at John Madsen, koncerndirektøren, ville tale med mig. Nå tænkte jeg – nu har du lavet ulykker,” – Søren griner.

Knald god idé

Søren Sørensen blev inviteret til kaffe på direktørens kontor. Og John Madsen lagde ud med ordene:

”Er det Dem, der har stået for denne fantastiske happening? – Det er en knald god idé”, sagde direktøren til Sørens store overraskelse.

”Vi trænger til at få bygningen fyldt op med kunst på væggene, så vi nedsætter et udvalg, sagde han”

Søren var lettet, og han kom selvfølgelig med i det nye udvalg, der skulle udvælge kunst til at pryde væggene i den fem etagers høje bygning.

”Jeg syntes, det var vældigt interessant, men derefter skete der ikke rigtig noget. Lige indtil vi fik oversvømmelsen fra Ladegårdsbækken, og de glemte forme dukkede op.”

Søren Sørensen genfortæller historien om oversvømmelsen, hvor forme fra fabrikkens produktion dukkede op – det var både bremseskiver, motordele og dele til kongevognen.

”Jeg kendte kunstneren Lise Honoré særdeles godt og havde set hendes kollager. Derfor spurgte jeg hende om ikke hun kunne lave et kunstværk, hvor vi anvendte vores eget materiale. Og så lavede hun dette reflief.”

Lise Honoré fik lov at stå i malerafdelingen, hvor de hjalp hende med de rigtige farver og malingen til kunstværket. Det blev derfor de samme farver som var i IC3 togene.

”Gutterne var ellers noget skeptiske, men hun fik tag i dem,” konstaterer Søren.

Hans plan var ellers, at det skulle være kunst af Asger Jorn, der skulle hænge på væggen i administrationsbygningen, men det blev altså Lise Honoré. Hun bor i dag i Helsingør.