Tirsdag kl. 13.50 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i Randers SØ, da en 20-årig mandlig bilist med høj fart forsøgte at undgå at køre ind i en forankørende lastbil, der blev ført af en 60-årig mand. Den 20-årige ramte dog bagenden af lastbilen, så hans bil snurrede rundt og endte i rabatten med betydelig materiel skade til følge.

Den 20-årige kom dog ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet. Han blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.