Cyklister kan nu rulle sikkert af sted på ny cykelrampe syd for Vestervold og videre forbi Regnskoven til den blå Bro.

I forbindelse med vejarbejde ved etablering af ny Hvidemøllebro har cyklister i en længere periode været afskåret fra at komme fra Vestervold til stien under broen. Det er nu fortid. En ny cykelrampe forbinder igen Vestervold med cykel- og gangstien under Hvidemøllebroen:

»Cyklister har skullet væbne sig med tålmodighed. Heldigvis har vi nu fået sikre og gode stiforbindelser. Både på Vestervold, hvor der er cykelstier i begge retninger og syd for Vestervold med den ny cykelrampe,« siger Birgit Berggrein, projektleder for Randers Cykelby, i en pressemeddelelse, og hun tilføjer:

»Inden sommerferien går vi i gang med at anlægge en dobbeltrettet cykelsti langs Tørvebryggens nordside mellem Odinsgade og Østergrave, så cyklister får en ny forbindelse forbi Randersbro.«

Banedanmark byggede i 2021 en ny Hvidemøllebro over jernbanen i forbindelse med elektrificering af togstrækningen mellem Århus og Lindholm.