Det er ikke alt, der kan blive tjekket igennem arkæologisk i forbindelse med det nye højhus på Thors Bakke. I stedet må museet igennem stikprøver.
AF CECILIE BISGAARD
50 big bags er tjekket igennem. Nu mangler arkæologerne ved Museum Østjylland Susanne Østergaard og Julie Størup bare cirka lige så mange. I hver big bag er der en kubikmeter jord, og det kommer alt sammen fra det nye højhusbyggeri på Thors Bakke.
Normalt har de en tredje mand med, men i dag er det kun de to, der står ved den særlige container bagerst på Randers Genbrugsplads.
»Jeg synes ikke, vi har fundet noget, der var meget specielt,« siger Susanne Østergaard.
»Nej, det har været ret gængs. Men nogle gange er det også interessant, hvad vi ikke finder. Her har vi for eksempel ikke fundet nogle tekstiler eller læder, og det er på grund af jordbundslaget,« forklarer Julie Størup.
»Normalt kan vi godt finde noget, når det har været forseglet under fortorve og parkeringspladser. Men på Thors Bakke her der blevet gravet og bygget gennem tiden, så tingene har været udsat for ilt, og så er det ikke forseglede lag,« supplerer Susanne Østergaard.
»Vi har fundet noget i alle big bags. Men i den første fandt vi kun én lille ting. Så der frygtede vi lidt for resten,« griner Julie Størup.
Udvalgte stikprøver
Måden, som de to arkæologer bruger til at gennemgå de mange sække med, kaldes at solde.
Det er ikke alt jord fra byggeriet, som Museum Østjylland skal gennemgå. I stedet tager man stikprøver fra forskellige områder på byggepladsen og i forskellige dybder. Stikprøverne er dem, der kommer i big bags til Susanne Østergaard og Julie Størup.
»Når vi gør det på den måde, så vil vi komme til at gå glip af noget. Men vi ved, at det er affaldslag, så der er ingen konstruktioner – altså ingen huse eller veje – så derfor kan vi godt fagligt forsvare at gøre det på denne her måde,« siger Julie Størup og fortsætter:
»Hvis vi manuelt skulle det hele igennem med små skovle og pensler, ville det tage ufatteligt lang tid. Og ville det så være det værd? Vi ville nok bare finde det samme gange ti. På den her måde får vi et repræsentativt udsnit af, hvad der gemmer sig i jorden.«
Tre mand solder
Først skovler de to arkæologer en smule jord fra en af de mange big bags over i en spand. Den spand tager de med hen til deres container, hvor de tømmer spanden over en særlig si, der hedder et sold. Både container og si er lånt af Museum Midtjylland i Herning.
Når jorden er kommet op i soldet, bruger arkæologerne en vandslang til at skylle jorden væk, så kun sten og de interessante genstande ligger tilbage.
»Fra 8 til 16 står vi tre mand her og solder, men vi hygger os, og vi snakker. Det er et larmende sted, så vi har svært ved at høre radio. Men de andre her i område er rigtig søde. De er både kommet med is og kakao til os,« siger Susanne Østergaard.
Når containeren af og til bliver fyldt, så kommer der en lastbil og tømmer den.
»Det er ikke chaufførernes yndlingsbeskæftigelse, for lastbilen skal vaskes bagefter. Så de plejer at trække lod om, hvem der skal komme,« griner hun.
I den ene ende af containeren er der sat et slags gitter op. Det lader det vand, som arkæologerne bruger til at skylle jorden af med, løbe væk, samtidig med jorden bliver holdt inde. På den måde kan de via pumper i containeren genbruge det vand, som de skyller fundene rene med.
Knogler og keramik
I mellem de to arkæologers sold ligger et endnu finere sold, og det er der, de har lagt dagens ”fangst”.
»Her har vi en kvægknogle med snitspor i, så den har været del af et måltid. Her er det yderste af en klov, og her er en lille fiskeknogle,« fortæller Susanne Østergaard og fortsætter:
»Ellers har vi rigtig meget keramik – skår, en del af en pottefod. Vi har også noget metal. Her er lidt nagler og beslag. Det her kunne godt være et bæltespænde. Men alt metal sender vi en gang om ugen ind til konservator Carsten Korthauer. Han renser og røntgenfotograferer det. Men der går en med en metaldetektor inde på pladsen, så det meste metal er fundet. Det er mest knogler og keramik, vi finder.«
Julie Størup tager et lille firkantet stykke metal frem, hvori der sidder noget, der bedst kan beskrives som små nitter.
»Jeg tror, det er en del af en kiste. Men det kan også være en simpel metalplade. Den er jo heller ikke så stor, så den kan også være fra en bog. Ved du hvad? Jeg tror faktisk, det er fra en bog,« siger hun.
Sendes til analyse
De ting, der ikke bliver sendt ind til konservatoren, kommer i stedet ind i den bygning, som de to arkæologer står foran. Det er en bygning, som museet i forvejen låner af kommunen til forskellig opmagasinering.
Her får tingene lov til at tørre en uges tid, inden de bliver pakket i poser. Herefter bliver tingene flyttet over på paller, inden de til sidst bliver pakket i papkasser og sendt videre til Moesgaard Museum, hvor fundene skal undersøges nærmere. Her laver man en analyse af, hvad folk spiste i Randers i for eksempel middelalderen, hvilket dyrehold man havde og så videre.
Julie Størup åbner en af poserne med keramikgenstande, der ligger på et lille bord inde i bygningen.
»Den her er en kridtpibe. Jeg tror, den er fra 1600-tallet. Det her keramikskår er malet på indersiden, så jeg vil gætte på, at den er fra 1200- eller 1300-tallet, og det giver også mening, at skåret er ældre, for det er fundet længere ned end piben,« siger hun og fortsætter:
»Det her er håndtaget fra en stjertpotte. Håndtaget på det udstyr, som man brugte i ilden blev varmt uanset om det var lavet af keramik eller metal. Så i stedet for at tage fat i et varmt håndtag, stak man en pind ind i håndtaget, som man så brugte til at løfte og flytte udstyret med.«
