Morten Møller Sørensen bruger en del af sit overskud fra klodskassen.dk på at købe ejendomme op i Randers midtby. Café 38 i Storegade er en af dem. Han lover liv i huset igen. Og hvis det ikke er sket i 2022, så drømmer han om en Randers FC-stambar med lyseblå facade.

KIAN JOHANSEN

»Det skal ikke stå tomt. Der skal liv igen i ejendommen. Hvis det ikke er udlejet inden årsskiftet, så kunne jeg godt finde på at male facaden lyseblå og få det indrettet som et værtshus hvor Randers FC’s fans kan mødes. Det kunne være fedt, hvis det var her man præsenterede nye spillere og hvor vi fik flere af de unge fans ind. Vi er jo nok af de gamle fans, men den nye generation skal med.«

Øjnene skinner på Morten Møller Sørensen, mens han fortæller om sit nylige opkøb af ejendommen, der blandt andet huser Café 38, der ligger i kanten af Storegade og med Middelgade og Brødregade på hver sin side.

Det navnkundige værtshus blev sat til salg, efter at værtshusgaden Storegades store beskytter og fortaler, Michael Horsmark, sidste år døde efter flere års kræftforløb.

Morten Møller Sørensen foran Café 38. Hvis ikke der er fundet lejere inden udgangen af 2022, så drømmer han om at skabe et lyseblåt stamsted for Randers FC-fans. Foto: Kian Johansen

Stamsted for Randers FC

Nu har indehaveren af Klodskassen.dk, der ligger på Adelgade og hvert år omsætter for millionbeløb, købt ejendommen og han lover, at der hurtigst muligt skal findes lejere, der vil besjæle bygningen igen.

Hans bror har drevet flere restauranter i København, og han har en kammerat, hvor joken om at starte et værtshus op sammen, har floreret i flere år, så selvom Morten Møller Sørensen ikke har forstand på værtshusdrift, så spirer der en lille drøm om at give Randers et værtshus, hvor alle Randers FC-fans får et stamsted.

»Jeg har en masse ideer. Både hvad det skal hedde og hvad der skal hænge af ting på væggene. Og hvilke aftaler man måske kunne lave med klubben, selvom jeg ikke har spurgt dem endnu. Det er jo bare en drøm. Jeg er stor Randers FC-fan og en stolt sponsor. Randers fortjener et Superliga-mandskab og at være i toppen af elitefodbolden.«

Bøfhus og værtshus

Indtil videre håber han på flere lejere, der vil give Café 38-ejendommen endnu mere liv i Storegade.

Ejendommen huser både værtshuset i stueetagen og på førstesalen, hvor Heidis Hereford og dinér transportable-firmaet Valhalla lå for år tilbage. Så der er også mulighed for, at man kan starte en steakhouse restaurant op med selskabslokaler, alt står der endnu, endda med et nyere køkken.

»Man kan sådan set blot tænde for lyset og rense fadølshanerne, hvis man vil føre Café 38 videre i samme ånd som Michael Horsmark gjorde det. Det afhænger blot af, hvor meget præg de nye lejere vil sætte på det,« fortæller Morten Møller Sørensen, der de seneste år har brugt på opkøb af flere erhvervsejendomme i Randers Midtby.

Køber kun i Randers

Planen er at give noget tilbage til hans by. At skabe liv igen i bygninger, der måske har stået tomt for længe.

»Jeg køber ofte bygninger der har stået tomme alt for længe og for en mindre pris, end de oprindelig var sat til salg for. Det betyder, at dem jeg lejer ud til, ikke får en alt for urealistisk høj husleje. Der er steder hvor ejerne stadig har en for høj forventning til den husleje de kan indkræve og det går ud over byens butiksmål og livet i midtbyen.«

Blandt porteføljen er butikslejemålene Brødregade 24, hvor Fotomax holder til. Torvegade 4-6, hvor Claire Woman lejer sig ind og Rådhustorvet 1, hvor Telia for nylig opsagde lejemålet.

Den første ejendom på Adelgade, købte han tilbage i 2007, hvor Klodskassen.dk er ved at vokse ud af rammerne, men indehaveren af online-virksomheden vil ikke flytte, han vil være en del af midtbyen.

Fars ejendoms-gen

Ejendommen i Adelgade tilhørte hans far, Erik Møller Sørensen, der har en del udlejningsejendomme i Randers. Blandt andet Sct. Clemensgaard på Rådhustorvet, hvor Din Avis har kontor.

»Jeg har det ikke fra fremmede, det med at bese en ejendom og udregne kvadratmeterprisen. Jeg har kigget over skulderen på min far mange gange,« smiler den 49-årige Morten Møller Sørensen, der oprindeligt er uddannet revisor og blandt andet har arbejdet i Danske Bank og hos revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers.

Siden 2004 er hans hobbyvirksomhed med at sælge legoklodser vokset eksplosivt og corona har mangedoblet salget til private.

»Da Top Toy (Fætter BR og Toys ”R” Us, Red.) gik konkurs og Salling Group overtog, så forsvandt en del af priskrigen mellem de to markedsledere og det har givet onlineforretninger som min en fordel,« lyder den korte forklaring.