DMA Blues 2022 for 6. år i træk i Randers: De nominerede er på plads – og aftenens musikalske stjernehold fundet.

Festugen bliver lige et nøk festligere, når den danske blues hyldes med en prisuddelingsfest for sjette år i træk i Randers. 17. august skal der deles fire statuetter ud, og undervejs sørger et bredt funderet all star-band og special guests for at spille en mindeværdig blå aften hjem.

Danish Music Awards Blues, der afholdes for sjette år i træk, foregår i Ridehuset i Randers. Spillestedet Turbinen er medarrangør af arrangementet og Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, udtaler i en pressemeddelelse:

»Bluesen er jo ophav til en stor del af den rytmiske musik, vi kender og elsker i dag, og det er en kæmpe fornøjelse, at Turbinen nu for sjette gang kan være med til at fejre og hylde denne her musikalske grundsten. Jeg glæder mig til en fantastisk aften, hvor den blå pedal er trykket helt i bund, og genren får lov til at folde sig ud i al sin vælde i Ridehuset.«

De nominerede er:

Årets Danske Bluesudgivelse:

Trainman Blues: “Live At The Station”

The Mukherjee Development: ”Burnin’ Time”

Mike Andersen: ”Raise Your Hand”

Vestbo Trio: ”Reflector”

David Miilmann Group: ”Waiting for Myself”

Blues Liveprisen:

Thorbjørn Risager & The Black Tornado

Mike Andersen

Sarah da Silva

Michelle Birkballe Band

Chris Grey & The BlueSpand

Ud Af Det Blå-prisen:

Sahra da Silva

Lasse Storm

The Downshifters

David Miilmann

Desuden fejres som altid også en ildsjæl inden for bluesmiljøet med prisen ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman”.

Musikalsk stjernehold

Et stjernehold sammensat af hjemlige klassemusikere fra øverste hylde vil aftenen igennem tage bluesklassikere og egne sange under kærlig, blå behandling under overskriften “sange jeg ville ønske, jeg havde skrevet”.

På brølende hammond/piano Jesper Bo. På smooth bas Tove Sørensen. På den vridende blåstemte guitar har vi fingernemme Joachim Svensmark. Trommeslageren er dybt alsidige Anne Katrine Winkler. Helt ude ved scenekanten finder vi stortalentet Sarah Da Silva, der med sin sang ubesværet krydser grænser mellem blues, soul og jazz …sammen med sangeren og mundharpespilleren Nisse Thorbjørn – aka CPH Slim.

For at gøre oplevelsen komplet vil et par special guests desuden slutte sig til aftenens A-hold og tage tilskuerne med på en rejse, der både hylder de blå traditioner og spejder efter nye crossroads.