Musikalske topnavne klar på Justesens Plæne de to sidste dage af Randers Festuge.

KIAN JOHANSEN

Under Randers Festuge bliver der afholdt kæmpe fest i telte på Justesens Plæne. Arrangørerne kalder det for ’Festen på Plænen’, der finder sted fredag 19. og 20. August.

Og der bliver noget for øregangene. Kato, Tessa, Sømændene og Peter & De andre kopier er blandt hovednavnene på hovedscenen de to dage, mens navne som Harske Hubbi, Stephen Cooper, Jørgen De Mylius og 90’s Bass Party står for at levere håndfaste klapsalver og trampen i musikteltets bund.

Frække Tessa

Rapperen Tessa skabte i 2019 et nationalt meltdown, da hun postede et par freestylevideoer på Instagram. Kort tid efter Instagramvideoerne udgav Tessa debutsinglen ’Snakker For Meget’, som er fyldt med modig, beskidt og overlegne rap-tekster fra kvinden fra Vestegnen. Den mest kendte er nok ’Ben’. Hendes seneste single hedder meget sigende ’ Engangspik’.

Kato startede med fire skolekammerater mobil-diskotek Power Players som 12-årig, og begyndte at spille som DJ på diskoteker som 17-årig. Kato har tidligere været radiovært på Radio Skive, ANR, The Voice, Radio Viborg Hit FM og Radio ABC. Han fik sit kommercielle gennembrud med singlen ”Turn the Lights Off”, med sangeren Jon Nørgaard. Hans seneste nummer hedder ’Solbriller’.

Sømændene, der førhen hed De Glade Sømænd, er et sømandsorkester fra Karrebæksminde, Næstved. Musikgenren er bluegrass og de godt otte medlemmer har siden begyndelsen af 00’erne udviklet et musikalsk univers, hvor den danske sømands-sangskat er i centrum.

Det er Eventkompagniet Randers ApS, der arrangerer koncerterne på Justensens Plæne. Og bag det firma står blandt andet Frederik Laust Langvad og Søren Schack Hansen.

Festen på plænen

Johnny De Luxe, Sømændene, Branco, Svenstrup & Vendelboe, Harske Hubbi, Stephen Cooper, Decco, 90’s Bass Party, Peter & De andre kopier, ABBAtizers, Tessa, Kato, Jørgen De Mylius.

Køb billetter med rabat på www.påplænen.dk Husk at taste kampagnekoden dinavis i ét ord.