Klippekortordningen bliver benyttet til forskellige ting. Nogen får ekstra rengøring og andre får hjælp til en shoppingtur. Kjeld Allan tog på fisketur med sin hjemmehjælper.

Hvis du får hjemmehjælp i Randers Kommune, så har du adgang til klippekortet.

Klippekortet er en ordning, hvor du kan få en halv times ekstra hjælp om ugen. Hvad den halve time skal bruges på, bestemmer du helt selv.

Du kan for eksempel gøre som Kjeld Allan fra Dronningborg. Han valgte at bruge sit klip på en fisketur i Silkeborg med social- og sundhedsassistenten Simon. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Turen gav intet udbytte i form af fisk, men det største udbytte, fortæller Simon, var, at Kjeld Allan allerede ved hjemkomst til Randers, var begyndt at tale om deres næste tur, som skal gå til et bowlingcenter.

Rehabiliterende tankegang

Klippekortet er gjort mulig gennem bevillinger fra Folketinget – først som forsøg blandt hjemmeboende, der modtager hjemmehjælp, og fra 2017 har ordningen også været gældende for beboere på plejecentre.

På Randers Kommunes hjemmeside skriver de følgende om klippekortet:

”I Randers Kommune vil vi gerne gøre tingene med dig i stedet for at gøre tingene for dig, når det kan lade sig gøre. Det kalder vi den rehabiliterende tankegang. Det betyder, at vi gerne vil tilrettelægge hjælp og støtte med udgangspunkt i dine værdier og ønsker til aktiviteter, sociale relationer, hverdagslivet og livskvalitet.

Vi håber, at du med dit klippekort vil få mulighed for hjælp til et bedre hverdagsliv. Ved at være aktiv i hverdagen styrker og fastholder du dine fysiske, sociale og intellektuelle evner, og du kan fortsat selv bestemme og styre din dagligdag.”

ceb