Færgestedet lukker ned for i år efter endnu en god sæson.

De frivillige cafeværter ser med stor glæde tilbage på en helt forrygende sæson, der traditionen tro startede Skærtorsdag 2022, skriver Café Færgestedet i en pressemeddelelse, og afslører dermed, at det nu snart er slut for i år. Søndag 28. august bliver Caféens sidste åbningsdag.

»Der har til tider været meget travlt, når vores glade gæster skulle betjenes, men alt er gået efter planen, de frivillige caféværter yder en formidabel indsats,« lyder det fra Thorkild Schnell, der er formand for caféens venner.

»Man glemmer helt, at der i det fleste tilfælde er ganske almindelige mennesker, der yder en frivillig indsats og som aldrig, har beskæftiget sig med lagkageproduktion og servering i deres tidligere arbejdsliv. Det er derfor rigtig sjovt for alle, når de springer ud som cafévært og her kun møder glade og smilende gæster.«

Desuden er vi taknemmelige for, at der er kommet værter nye til, som erstatning for de trofaste værter, der har været nødsaget til at sige farvel, – men som stadigvæk kommer på besøg – nu som gæster. Dog håber vi, at der også i fremtiden kommer flere, der kan tænke sig at være med i det fantastiske sammenhold, der er på holdet af cafeværter, så vi fortsat kan servere vores gode kaffe, den berømte mormorlagkage, hjemmebagte boller og kringle fra vore gæster.«

Gæsterne var igen i år både fra ind- og udland.

»Det er rart, når vores glade gæster gør en god reklame for caféen, og der bevirker, at nye gæster får lyst til at besøge vores dejlige perle.«

»Udover de faste vagter er der et hold på seks, der har taget initiativ til nogle spændende aften arrangementer blandt andet på kajen med god musik. Disse arrangementer har været en kæmpesucces og billetterne har været revet væk, næsten inden de kom til salg. En entusiasme man kun kan glæde sig over,» lyder det fra Thorkild Schnell.

En klausul siger, at overskuddet skal gå til gode og nyttige ting til gavn og glæde for så mange lokale borgere som muligt i nærområdet langs med Randers Fjord.