Rygterne om et muligt skoleskyderi har skabt stor bekymring.


Forældre og elever har kontaktet Randers HF og VUC samt Østjyllands Politi, efter rygter om et muligt skoleskyderi på uddannelsesinstitutionen er blevet delt blandt eleverne og har skabt stor bekymring.
Det skriver TV2 Østjylland.
Rektor på Randers HF og VUC oplyser, man tager situationen meget alvorligt, og at man derfor har søgt rådgivning hos forebyggelsesenheden hos politiet – en dialog, der har stået på den seneste uges tid.
Mandag aften drøftede skolens ledelse sagen, og her har man besluttet at sende en meddelelse ud til skolens elever og kursister, hvor det fremgår, at skolen ikke har modtaget nogen trussel.
»Vi forventer, at politiet på baggrund af vores dialog og de bekymringer, som flere forældre har delt med os og dem, vil være her i morgen tidlig for at skabe tryghed,« siger rektor Lena Lindblad.
Ifølge rygterne skulle skyderiet foregå tirsdag morgen.
Rektor oplyser til TV2 Østjylland, at den pågældende elev, som rygtes at skulle stå bag et muligt skyderi på skolen, ikke kommer til at være på skolen tirsdag, ligesom skolen vil finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, og om den skal sanktioneres.

AM