Håndværksmuseet havde indsat ekstra bemanding i efterårsferien, og gæster i alle aldre myldrede til.

ANETTE BONDE

»Fantastisk velbesøgt. Forældre og børn i alle aldre – både små og teenagere, bedsteforældre med børnebørnene, tre generationer sammen og gæster uden børn.«

Museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, Museum Østjylland, noterer en overvældende interesse for håndværksmuseet i efterårsferien på de to åbningsdage: 102 voksne og 124 børn om tirsdagen, og 129 voksne og 98 børn om torsdagen.

Besøg i værkstederne

Der kommer særlig mange gæster i ferierne, og museet havde derfor både øget bemandingen og antal aktiviteter.

Tømrer Thomas Boye med den iPad- og iPhone-holder som gæsterne kunne fremstille i tømrer- og bødkerværkstedet. Foto: Anette Bonde.

I de fleste værksteder kunne gæsterne fremstille ting, som de kunne få med sig hjem: en iPhone- eller iPad-holder hos bødkeren, en køleskabsmagnet formet som en blomst af skind hos handskesyersken, hos maleren en dekoreret trænisse, hos smeden en hestesko, hos frisøren et pandebånd og mange andre ting.

»Det er jo sjovt selv at få håndværket i hænderne,« bemærker Helle Lebahn Bentzen.

Hun gør opmærksom på, at museet i forbindelse med den kommende renovering har opstillet et ønsketræ ved indgangen, hvor gæsterne kan komme med ideer til nye tiltag.

Møbelpolstrer siden 1959 Erik Buch i sejlmager- og møbelpolsterværkstedet. Han har været frivillig på håndværksmuseet siden 1999. Foto: Anette Bonde.

Faglighed og fællesskab

Det 1200 kvadratmeter store hus i fire etager i et gammelt kornpakhus i Lille Rosengård 16 rummer i dag 24 værksteder. En stor del af dem er bemandet med cirka 70 pensionerede håndværkere, der på skift er til stede i værkstederne. Der er åbent tirsdag, torsdag og lørdag klokken 12 – 16.

Maler Ulla Nielsen, der i efterårsferien har hjulpet adskillige børn med at farvelægger nisser, fortæller, at håndværkerne og personalet på museet har et stort fællesskab. Selv er hun i malerværkstedet hver torsdag samt ved særlige arrangementer og i ferier.

»Det sociale betyder meget. Vi hygger os, har det sjovt, og får en snak med gæsterne.«

Handskesyerske Birgit Iversen sammen med gæsterne Frede og Bente Jespersen. De er begge interesseret i gammelt håndværk: Frede er tidligere tømrer, og Bente, hvis far var mejeribestyrer, lavede som barn dritler til smørproduktionen. Foto: Anette Bonde.