Der blev snittet halloweengræskar i lange baner i Myretuen i efterårsferien.

ANETTE BONDE

Bunker af græskar, suppe, brød, bøger og tøj. Det var recepten for et par hyggelige eftermiddage i efterårsferien for masser af børn, mange unge og en del voksne i naturformidlingscentret Myretuen ved Gl. Jennumvej i Randers.

Bysekretariatet var arrangør og havde onsdag og torsdag skaffet læssevis af græskar fra Randers Pluk Selv, bøger og bogudlån fra Randers Biblioteks rullende cykelfilial samt gratis tøj fra Røde Kors Genbrug. Masser af mennesker hyggede sig med at skære græskarhoveder og nød det gode vejr, særlig om onsdagen. På bålet simrede gryder med græskarsuppe, og i pizzzaovnen blev der varmet brød.

Lene Nielsen til venstre sammen med sine børnebørn Nora, 8, og Manfred, 2. Til højre Adrian, der har tænkt sig at stille sit græskar foran hoveddøren derhjemme. Foto: Anette Bonde.

»Flere end vi havde regnet med«

Mads Qvist, Randers Pluk Selv, leverede onsdag formiddag 120 græskar. Der var ingen tilmelding til arrangementet, så både han og arrangører var spændte på, om der var nok. Det var der ikke, og torsdag bragte han nye forsyninger. Hele 180 græskarhoveder blev skåret ud til halloweengræskar i løbet af de to dage.

Med det flotte vejr onsdag var der denne dag flest besøgende, men torsdag var der næsten lige så mange, fortæller boligsocialmedarbejder Jarek Bielawski.

»Flere end vi havde regnet med. Der kom både helt nye familier og gengangere fra om onsdagen.«

Boligsocialmedarbejdere Jarek Nielawski og Stine Mattison fortæller, at arrangementet lægger sig op ad kampagnen ‘Nordbyen kalder’, der skal sætte fokus på områdets muligheder. Foto: Anette Bonde.

»Alt udsolgt«

Onsdag eftermiddag, hvor Din Avis Randers var på besøg, fik suppen hurtigt ben at gå på.

»Alt udsolgt,« lyder meldingen ved 15-tiden fra en smilende Martin Rasmussen, praktikant i Bysekretariet, mens han haler de sidste brød ud af ovnen. En tom suppegryde hænger over gløderne i bålet.

»Det er fantastisk, at det kan tiltrække så mange mennesker. Hvor har vi været heldige med vejret.«

Henrik Gadegaard, projektkonsulent ved Randers Bibliotek, har lånt en del bøger ud fra det rullende cykelbibliotek med bøger på ladet. Borgere med ’Biblioteket’-app’en på deres mobiltelefon kan låne uden at stå ved skranken på biblioteket.

»Mange har også slået sig ned og har læst, både børnene selv og nogle af dem sammen med forældre og bedsteforældre.«

Mads Qvist, Randers Pluk Selv, leverede 120 græskar onsdag, og han måtte afsted igen torsdag med nye forsyninger. Foto: Anette Bonde.

By og natur

Simone Lundtoft og Jakob Mathiasen er på besøg med deres tilsammen fire børn og to hunde. De bor centralt i Randers By, og nyder at komme her.

»Vi er udemennesker, og her er dejligt at kommet. Det er tæt på byen og samtidig ude i naturen. Konceptet i dag er relativt simpelt med et læs græskar, suppe og brød, og samtidig er der aktiviteter og læring i det for børnene – de skærer græskarhoveder og ser, at græskarrene også er mad. I øvrigt nyder vi, at vi kan have hundene med.«

Har inviteret hele byen

Randers Kommune og boligforeningerne i Nordbyen har søsat kampagnen ’Nordbyen kalder’, der skal sætte fokus på områdets mange gode muligheder. Aktiviteterne denne dag er en del af dette.

»Vi vil fremhæve denne del af byen og vise hvad vi kan, og vi har derfor inviteret hele byen til at komme. Nordbyen er et dejligt område,« fortæller boligsocialmedarbejder Stine Mattison.

Tre legepatruljer har også været på pletten, blandt andet med at læse højt og hjælpe med græskarrene. Stine Mattison anslår, at der alene onsdag har været omkring 100 besøgende.