I anledning af generalforsamling i FOA Randers har fagforeningen sendt følgende debatindlæg:

I øjeblikket er der nærmest dødt løb imellem blokkene i dansk politik og en del politikerne kappes om hvem, der kan give mest til børnene, de ældre og andre sårbare grupper, og dermed hvem der vil være den bedste til at sikre danskernes velfærd.

På overfladen lyder løfterne ens, men det er vigtigt at være opmærksom på det udgangspunkt, løfterne kommer fra.

Der er væsentlig forskel på om velfærd er tilbud, som den enkelte skal betale for eller om der er tale om velfærd, som stilles til rådighed for alle – så man skal ikke skue hunden på hårene.

Der er politikere, der vil finde over 17 milliarder til skattelettelser ved at gennemføre produktionsforbedringer i den offentlige sektor – 17 milliarder svarer til at lukke Regionshospitalet i Randers – 15 gange.

Det årlige driftsbudget på regionshospitalet er 1,2 milliarder. Det er en arbejdsplads med cirka 2000 ansatte.

Der skal god nok gås til stålet, hvis der skal findes over 17 milliarder ved effektiviseringer i ”det offentlige”.

Tal på papir kan være taknemmelige, men FOAs medlemmer kender realiteten bag tallene, og ved, at det er fuldstændigt urealistisk at gennemføre den slags planer.

Fra vugge til grav møder alle mennesker i Danmark et FOA medlem. Fra barselsgangen til kapellet og i alt det ind imellem er det FOAs medlemmer, der varetager opgaverne på velfærdssamfundets vegne.

Når børnene skal passes, udvikles og lære, når bogbusserne skal køre, når hækkene skal klippes og ambulancerne skal sikre sikker transport af de syge og endeligt når de udsatte borgere, de syge og de ældre har behov for omsorg og støtte, så er det FOAs medlemmer, der løfter opgaverne for os alle sammen.

Men en alt for stram økonomi sætter FOAs fagområder under pres.

Det betyder alt for få kolleger på arbejdspladserne, et dårligt arbejdsmiljø og en uretfærdig løn for det vigtige og ansvarsfulde arbejde, FOAs medlemmer udfører til gavn for alle i samfundet.

I mange år har vi i FOA råbt på anerkendelse og respekt omkring det arbejde, FOAs faggrupper udfører, men nu er vi nødt til at gå et skridt videre.

For respekt kan ikke betale, når man står i supermarkedet og varerne ligger på båndet, og anerkendelse kan ikke betale, når el- og varmepriserne stiger og budgetkontoen er presset til det yderste.

FOAs medlemmer kræver respekt og en retfærdig løn.

Derfor er det ekstra vigtigt, at alle bruger deres stemme den 1. november.

Stem på de kandidater, som I mener – uanset partifarve – bedst kan sikre en ordentlig velfærd for alle og husk at lytte til det, der ligger bag alle løfterne.

Vælg velfærd.