En 33-årig mand blev sigtet for vold​ tirsdag eftermiddag, da han i forbindelse med et butikstyveri i en butik på Dytmærsken i Randers spyttede en butiksvagt i hovedet.

Vagten havde set den 33-årige mand stjæle fra butikken, hvilket han konfronterede ham med ved kasselinjen.

I den forbindelse spyttede manden to gange på vagten, hvorefter vagten fik tilbageholdt manden, til patruljen nåede frem nogle minutter senere.

Den 33-årige blev ud over vold sigtet for butikstyveri, trusler og for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af en kniv på et offentligt tilgængeligt sted.