Bauhaus i Randers vil donere en julepakke til nogen, der trænger til en opmuntring i julen, og opfordrer alle til at indstille en modtager.

Energi- og fødevarepriserne er på himmelflugt, og det gør hverdagen endnu sværere for dem, der i forvejen kæmper med en presset økonomi. Når juletiden snart nærmer sig med forventninger om gaver, hygge og god mad, bliver byrden derfor ekstra tung.

Det vil Bauhaus gerne være med til at afhjælpe ved at sprede juleglæde for en modtager i lokalområdet. Varehuschef Michael T. Hansen opfordrer alle kunder til at nominere modtagere på Bauhaus’ hjemmeside inden 20. november. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Lokale kandidater

Bauhaus lader det nemlig være op til kunderne at vælge, hvem de mener, der i lokalområdet fortjener en nominering og en varm julehilsen. Det kan være en forening eller en familie. Et herberg for hjemløse eller et hospitalsafsnit med syge børn. Et plejehjem eller et børnehjem. Eller noget helt andet.

»Vi ved, at julen er en hård tid for mange, og derfor har vi besluttet at donere en julepakke til en modtager her i området. Men vi har brug for din hjælp til at finde ud af, hvem der skal have julepakken,« siger varehuschefen i en pressemeddelelse.

Den samlede værdi af julepakken ligger på 10.000 kroner, men det er op til Bauhaus Randers i samarbejde med den, som indstiller vinderen, at sammensætte en unik pakke målrettet modtageren. Der står derfor ikke en færdigpakket julegave klar til at blive uddelt til den heldige. Det kan være en julemiddag, juleudsmykning eller noget helt tredje.

gs