OK Plus i Ødum har fået ny forpagter, som er et særdeles velkendt ansigt i butikken.

Christina S. Johansen, Lokalavisen Favrskov

I 32 år har Søren Bendixen været forpagter af OK Plus tankstationen i Ødum, men 19. december slap han tøjlerne og gav dem videre til Steffen Katholm. Med Steffen i front må man formode, at butikken er i gode hænder. I hvert fald er den nye forpagter særdeles bekendt med langt de fleste afkroge af forretningen. Han har nemlig været souschef på stedet i 19 år.

Det har ligget lidt i kortene, at han skulle overtage, når den tid kom – og det er så nu.

»Det bliver da selvfølgelig nyt, selvom det er i vante omgivelser. Butiksdelen og personaledelen har jeg helt styr på, så det er kun lige det kontormæssige, som jeg nu også skal ind over,« siger Steffen Katholm.

Da Lokalavisen Favrskov besøger tankstationen på skiftedagen, står alt snorlige. Hele varelageret er talt sirligt op, så Steffen kan købe det af Søren og kalde sig ny forpagter.

Pilotbutik i udvikling

Søren Bendixen fra Tilst fandt vej til tankstationen i Ødum, lige da OK havde opkøbt den brugs, som oprindeligt lå på stedet.

»OK havde aldrig haft butikker før, så det her skulle være en pilotbutik. Jeg kendte brugsuddeleren på stedet, og så blev jeg spurgt, om ikke den nye butik var noget for mig. Jeg synes, at det lød spændende at skulle starte noget nyt op,« forklarer Søren Bendixen, som jo altså må siges at have været rigtigt ”castet” til den rolle.

Hvorfor er du blevet hængende i 32 år?

»Det har altid været en spændende hverdag. Der er sket så meget udvikling hen over årene. Oprindeligt havde vi mange flere dagligvarer, som så er blevet trappet ned over årene. Nu er vi endt som en convenience-butik. Så det har ligesom taget en drejning. I dag er det bilister, vi henvender os til, og deres behov vi skal dække,« forklarer Søren Bendixen, som nu skal… Ja, hvad skal han egentlig lave nu?

»Jamen vi vil nyde tilværelsen og have mere frihed til selv at bestemme dagsordenen,« siger han.

Med ”vi” mener Søren sig selv og konen Helle Johansen, som efter 25 år på tankstationen også takker af. Hun stopper op, og med et glimt i øjet kommenterer hun sin mands udtalelser:

»Siger han, at han ikke skal lave noget?«

Søren Bendixen svarer med lige så meget glimt i øjet:

»Det er jo faktisk lidt noget skidt, for vi har haft den aftale, at på jobbet, så er jeg chef, og så er hun chefen derhjemme. Nu stopper vi så på jobbet…«

Det er halvandet års tid siden, at parret traf beslutningen om at stoppe.

»Nu har vi prøvet alt det, vi vil prøve med sådan en butik,« siger Helle Johansen, og Søren Bendixen fortsætter:

»Selvfølgelig er det da en lidt svær beslutning. Det er specielt fra den ene dag til den anden ikke at skulle herud mere.«

Søren og Helle vil ikke kaldes pensionister – det er alderen ikke helt til endnu, siger de. Søren fortsætter da også som konsulent for OK i hvert fald den første måned af det nye år.

I samme ånd og standard

Den nye mand ved roret, som nu står med hele ansvaret for butikken og de 25 ansatte, er glad for sin nye rolle, og der er intet ved den nye jobtitel, som skræmmer ham.

»Jeg er helt tryg. Jeg har altid følt mig godt tilpas og tryg her. Jeg kan godt lide, at det er en mindre arbejdsplads,« siger Steffen Katholm, som kommer fra Hadsten, men nu bor i Assentoft.

Han er oprindeligt uddannet i Kvickly, men landede på Ok Plus i Ødum ved en tilfældighed – og her har han altså ikke haft travlt med at komme fra.

Restaurant, 56 ladestandere og tankstation

Han kalder tidspunktet for overtagelsen for det rette og ser frem til at skulle sætte kursen:

»Selvfølgelig vil der blive lavet lidt om hen ad vejen, men det er vigtigt, at stedet forbliver i samme ånd og samme standard.«