30 lyskugler på op til en meter i diameter lyser de kommende måneder op i Underværkets overdækkede gade.

Takket være gode lokale kræfter med vilje til at løfte i flok, pryder 30 styk lyskugler på op til en meter i diameter nu i Underværkets overdækkede gade, fremgår det af en pressemeddelelse.

Kuglerne var oprindeligt købt til Lysets By-projektet og finansieret af flere af byens banker, heriblandt Spar Nord.

»Netop derfor er vi utroligt glade for, at de igen lyser op i byen,« lyder det fra direktør John G. Nielsen, Spar Nord Randers.

Kuglerne er givet videre fra Randers Cityforening, der har haft dem på lager, Spar Nord Fonden har doneret midler til, at der kan komme lys i kuglerne, og John Drejer har bidraget med udlån af lift og en håndsrækning i form af rabat.

»Kuglernes størrelse og antal gør, at de skal hænge et sted med højt til loftet,« siger Mette Bræmer, citychef i Randers Cityforening.

Og det gør de i Underværket, hvor man de kommende måneder kan komme forbi og se dem mellem kl. 8 og 22.

Forandring fryder

Annemarie Winther, leder i Underværket fortæller, at der i Underværket konstant arbejdes med at byde folk velkommen:

»Og hvad er bedre end en smuk belysning, der giver en god stemning og atmosfære?«

Forandring fryder, det er rart at komme ind et sted, hvor der er gjort noget ekstra for stemningen, og det er skønt at have noget at glæde sig til – alt det kan de store lyskugler. Hun forklarer:

»Underværkets overdækkede gade er en uderum i tørvejr, det ændrer sig med årstiderne – både i forhold til temperatur og sæsonens farver, og så er lyskuglerne en fantastisk god medspiller.«

Mange har været forbi for at kigge på og fotografere de paraplyer, der har hængt i loftet i Underværket hen over sommerperioden, og der er forventning om, at den nye lyssætning også vil få folk til at slå vejen forbi huset i Stemannsgade.