Det stormede udenfor, og der var masser af storm i ringen ved BK Thors boksestævne på Nørrevangsolen, hvor BK Thor kunne præsentere 11 kampe af svingende kvalitet.

Der var stormvejr udenfor, og man kunne frygte, at ikke alle aktørerne kunne nå frem, men alle dukkede op, og i omegnen af 600 forståeligt tilfredse tilskuere fik endnu et bevis på, at de kan det der med stævner i BK Thor.

Stormen Otto kunne altså ikke besejre Thor-bokserne, men det kunne sygdom.

BK Thors alt-mulig-manden Kenneth Jensen havde oprindeligt 14 kampe på plads, men sygdom hos både randrusianske boksere og gæster fra store dele af Jylland skabte ændringer i programmet, der omfattede 11 kampe.

Den med spænding imødesete kamp med Thors ubesejrede Jacob Fryd blev ikke til noget, da Fryd var for svækket af sygdom tidligere på ugen. Han deltog i præsentationen før stævnet, men valgte fornuftigt at undlade at gå i kamp

»Vi betalte resultatmæssigt for sygdom, for både Fryd, Jawid Rostami og Casper Jensen havde døjet med sygdom i forberedelserne til stævnet,« sagde Kenneth Jensen efter sidste gong-gong-slag.

Fryd kom slet ikke i kamp, mens Rostami var ukendelig fra tidligere kampe. Han var for svækket og tabte med alle fem dommerstemmer mod Birham Biro fra Vitus Horsens.

En rigtig fighter

Casper Jensen leverede aftenens suverænt bedste fight, men tabte, ifølge størsteparten af tilskuerne misvisende, med dommerstemmerne 3-2 mod Victor Jacobsen fra Varde.

Casper Jensen var også sygdomssvækket, men sikke en fight knægten leverede – desværre og uforståeligt ikke nok til en sejr. Efter manges mening vandt han både første og tredje omgang, ligesom man set med lokale briller også kunne have ønsket sig, at kamplederen havde givet Varde-bokseren en såre fortjent advarsel for at slå urent.

BK Thor havde seks boksere i ringen med blot to sejre.

Randers Bokse- og Motionsklub havde to mand i aktion med en sejr og et nederlag til følge.

Sådan gik det

Kvinder, fjervægt: Annika Heramb, BK Thor, tabte sin debutkamp mod Simone Bisch, BK Limfjord. Heramb fightede fornemt mod overmagten.

Letmellemvægt: Oliver Thinggaard, BK Thor, tabte til Axel Morrison, BK Limfjord, efter at have taget tælling i tredje omgang.

Weltervægt: Sebastian Larsens, RBM, kamp blev stoppet af kamplederen allerede i første omgang mod Jeppe Hammerum, Herning, der var en alt for stor mundfuld for Larsen.

Letmellemvægt: Casper Jensen, BK Thor, tabte til Victor Jakobsen, Varde.

Weltervægt: Waldemar Winther, BK Thor, vandt med en overbevisende indsats over Richard Andersen, Horsens.

Mellemvægt: Rune Blåbjerg, BK Thor, vandt i første omgang over Rasmus Petersen, Grenaa, der efter møde med Blåbjergs højre hånd tumlede rundt i ringen. Han blev stående på benene, men kamplederen stoppede den ulige kamp.

Letmellemvægt: Marcus Østergaard, RMB, vandt i tredje omgang over Nicodem Niemczyk, Lindholm, der var til tælling tre gange, inden kamplederen stroppede ham.

Letvægt: Jawid Rostami, BK Thor, tabte efter at have været til tælling i tredje omgang til Birham Biro, Vitus Horsens.