KIAN JOHANSEN, REDAKTØR PÅ DIN AVIS

Måske kender du en med et smartwatch på håndleddet. Under alle omstændigheder kender du en med en smartphone i hånden. Det ER smart. De fleste med sådan nogle apparaturer bruger livligt flere funktioner på det. Flere betaler digitalt med det, ved at holde mobilen op til Dankort-terminalen i butikkerne.

Smart og nemt. Men dyrt for dig og butikkerne i Randers i længden. Både Apple Pay og Google Pay, som giver dig muligheden via din smartphone, fungerer stort set kun med udenlandske betalingskort såsom Visa og Mastercard.

De fleste tror, at man bruger sit fysiske dankort i butikkerne. Det gør du ofte ikke. Den forsimplede forklaring er, at bankerne foretrækker at du trækker via Mastercard og Visakortet. Det tjener de nemlig penge på. Dankortet derimod er langt billigere i drift. Men her tjener bankerne ikke penge.

»Det er butikkerne, der selv skal betale gebyret, hvilket betyder stigende priser for forbrugerne. Dansk Erhverv har lavet et estimat, der siger, at danske butikker kunne spare omkring en kvart milliard kroner i gebyrer, hvis alle banker gjorde det til en mulighed at betale med dankort i Apple Pay,« skriver Politiken.

»Der er fordele og ulemper ved forskellige internationale kort, men uanset hvad, så er det bare væsentligt billigere at tage imod en dankortbetaling, end det er at tage imod en betaling gennem Visa eller MasterCard. Og i sidste ende er der kun én til at betale, og det er forbrugeren. Derfor er der en fælles interesse fra butikker og forbrugere i, at det er de billigste betalingsmidler, vi betaler med«, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, som er chefkonsulent hos Dansk Erhverv, ifølge Politiken.

Hvad kan du gøre? Betal så vidt muligt med din dankort-del med dit fysiske kort og bed din bank om at få dankort-betaling på Apple Pay og Google Pay.

Bankerne gør det kun, hvis vi som kunder siger det højt. Og hvis mange kunder vil have det.