For jeg ved ikke hvilken gang i dag, tager jeg min mobiltelefon op af lommen for at tjekke, om min Facebook-annonce for et kommende kursusforløb er blevet “boostet”. Samtidig glider min øjne også hen over antallet af likes. Jeg mærker adrenalinfornemmelsen i kroppen og tænker lidt afværgende, at det er vel egentlig sundt nok at mærke adrenalin. Samtidigt sporer jeg lidt irritation, som gentager sig fra de sidste gange, jeg har tjekket mobilen. Annoncen er stadig ikke blevet godkendt. Der er heller ikke begyndt at komme flere likes.

Jeg spørger mig selv: “Hvad er det, du har gang i”. Jamen, til trods for, at jeg gentagne gange taler med klienter og kursister om, hvor meget mobilen og de sociale medier trækker os ud af nuet, så oplever jeg jo nu, hvordan jeg selv, næsten ubevidst, havner i fælden.

Jeg har indtil for tre uger siden de seneste fjorten måneder holdt mig væk fra annoncering og opslag af mine kurser og alle mulige andre opslag på både Facebook og Instagram. Det har givet mig en mærkbar og generel lettelse, og jeg opdagede virkelig, hvor meget det fylder at give sig selv den opgave at være aktuel og aktiv på de sociale medier. Man bliver langsomt og sikkert trukket ind i en form for ubevidst handlen efter uskrevne regler. Det til trods for, at jeg gør en seriøs indsats for at være i større og større bevidsthed omkring det at behandle mig selv ordentligt.

Vi ønsker vel alle at være holdt af, og derfor kan der opstå en form for afhængighed af det, som man har kaldt likes på de sociale medier. Intentionen har nok været god i første omgang. Man har skabt en platform, som kan vise mennesker, at andre holder af dem. Måske har der også været en bagtanke. De sociale medier er jo en forretning, og kan man skabe blandingen af, at man føler sig set, og samtidigt får opfyldt sit behov for at være likeable, så vil mange føle et behov for at vende tilbage. Det skaber bare en form for stress, når man bliver afhængig af at se, om der er nogen, som kan lide en på de sociale medier. Jeg er bestemt heller ikke tilstede, når jeg sidder og kigger i min mobiltelefon.

Så jeg må give mine gode råd videre til mig selv. Jeg må bestemme mig for at bruge de sociale medier mindre, lægge min mobil fra mig, slukke den, afinstallere apps til de sociale medier (for en tid) og være tilstede der, hvor jeg er – både alene og sammen med andre.

Når så afhængigheden melder sig. Når jeg ikke ved, hvad jeg skal give mig til i rastløshed, hvad så? Ja, så vil jeg tage kontakt til min vejrtrækning, meditere lidt og mærke efter, hvad jeg egentlig har lyst til. Jeg vil tillade mig at drømme stort, og jeg vil gå efter mine ønsker og drømme. Jeg vil realisere og leve mit liv. Jeg vil finde det, som gør mig glad, og gøre det, som gør mig glad.

Måske kan du bruge nogle af de råd, jeg her har givet mig selv. De er til fri afbenyttelse. Jeg håber og ønsker for dig, at du prøver at tage fat i livet. Det virkelige liv.

Hav det godt til vi “læses ved” næste gang.