De hjemmeplejer, der kom i Birgits og mandens hjem var guld værd. Hun fortæller, at de vidste lige, hvordan de skulle tackle hendes demensramte mand.

AF CECILIE BISGAARD

Birgit Bjerregaard vil egentlig bare gerne sige tak. Tak til hjemmeplejerne fra Møllevang, der igennem halvandet år er kommet i hendes og mandens hjem.

»Hvis jeg kunne give dem en million, så havde jeg gjort det,« siger hun og fortsætter:

»De har været simpelthen… jamen, jeg kan slet ikke forklare det. De har været en fantastisk hjælp. De har altid været venlige og søde. Hver gang. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dem.«

I mange år boede ægteparret i Hadsten. Et ønske om at være tættere på børn og børnebørn fik dem 1. februar 2021 til at rykke teltpælene op og flytte til Randers. Dengang var alt godt. Birgits mand Jan havde godt nok en nerve i klemme i ryggen, så han havde svært ved at gå på trapper, men de behøvede ikke hjælp.

Kort tid efter, de flyttede til Randers, ændrede det sig.

Fortjener så meget ros

De havde boet i deres nye lejlighed på Kasernen i tre måneder, da Jan faldt første gang.

»Han blev indlagt på sygehuset, og han havde det faktisk rigtig skidt. Han kunne ikke gå, og da han blev udskrevet, blev han flyttet til Tryghedshotellet for at aflaste mig,« fortæller Birgit.

Efter et stykke tid kom hendes mand hjem igen. Han fik kørestol og rollator med sig, og tre og en halv måned efter ægteparret flyttede ind i deres nye hjem, kom hjemmeplejen første gang forbi.

»De gjorde så meget for os, og de fortjener så meget ros. Hvis ikke de havde været der, så havde jeg ikke vidst, hvad jeg skulle gøre. Jeg ved ikke, hvordan vi skulle have klaret det,« siger hun.

Et fald blev til flere

Birgits mand faldt nemlig ikke kun én gang. Han begyndte at falde ofte. Birgit er selv dårligt gående og bruger ofte sin stok til at komme rundt. Hun kunne derfor ikke selv hjælpe Jan op, når han faldt.

»Jeg ringede til dem, når han faldt, og så kom de med en særlig stol, som de brugte til at få ham op igen med. Der gik aldrig lang tid. De ringede også til deres sygeplejerske eller vagtlægen, hvis de mente, det var nødvendigt,« fortæller hun.

Udover de akutte situationer, hvor hjemmeplejerne kom hjem til Birgit og Jan, var de forbi lejligheden minimum fire gange i døgnet for at hjælpe med at lægge Jan i seng, gik ham tøj på, hjælpe ham på toilettet og rense de sår, som han ofte fik i forbindelse med sine fald.

»De kom altid. Hvis de fik en akut opgave, så var de altid søde til at ringe til os og fortælle os, at de kom lidt senere. Det var dejligt, så vi aldrig tænkte, om de havde glemt os. De har været der for os 100 procent. Og vi kan takke dem for, at hans sår er helet så fint.«

Altid en sjov bemærkning

I dag bor Birgits mand på plejehjem. Han er ramt af demens, men han boede hjemme, så længe det var muligt.

»Hjemmeplejerne forstod Jan. Han sagde ikke så meget til sidst, fordi han havde svært ved at få ordene ud. Men de kom altid med en sjov bemærkning, så han blev glad. De gik altid hen og sagde hej til Jan først, og det betød meget for mig. Det var ham, de kom for,« siger hun og fortsætter:

»De var gode til at tackle ham. Der var en, der fortalte, at hun kom fra Tyrkiet, og når hun skulle sige farvel, gik hun ned på knæ, og sagde ’jeg elsker dig, Jan’. Han blev fuldstændig rød i hovedet,« griner Birgit Bjerregaard.

»Der er ikke én dag, hvor jeg har tænkt: ’nå, hun var ikke i så godt humør i dag’. De har altid været smilende og sagt ’det ordner vi’.«

Også ros til plejehjemmet

Det er plejehjemmet Borupvænget i Randers, som Birgits mand nu er flyttet ind på.

»Jeg kan slet ikke forstå, at folk taler så dårligt om at komme på plejehjem. Det er så fremmed for mig,« siger hun og fortsætter:

»Da Jan skulle flytte ind 1. februar, stod de alle sammen og ønskede ham velkommen. Det er venligt, og det er hyggeligt. De fortjener bestemt også ros. De mangler folk, men det kan vi slet ikke mærke. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er så mange, der siger, det er træls at komme på plejehjem. Det er bestemt ikke det, jeg oplever.«

Fordi Birgits mand nu er flyttet på plejehjem, kommer de hjemmeplejere, der gennem halvandet år har hjulpet ægteparret, ikke længere. Og dog.

»Der er en anden i opgangen, der også får hjemmehjælp, og de har simpelthen været så søde at ringe på hos mig, når de har været ved ham, for at høre, hvordan jeg har det,« siger Birgit Bjerregaard med et varmt smil på læben.