Lars Roed, klummeskribent Din Avis

Jeg sidder i solen på min altan og nyder forårssolens stråler, til trods for at vinteren i år er faldet i marts.

Årets første forårsmåned fejres herfra med en god kop kaffe, et kig ud på snedækkede tage og klummeskrivning. Jeg har i længere tid tænkt over, om det der med terapi, meditation og mindfulness, siger mænd så meget. Kanindræberkurserne og mandekurserne hos Carl Mar Møller, synes at være en trend, som længe har været umoderne.

Når jeg skriver “det der med terapi”, er det med et glimt i øjet, fordi jeg oplever, at flere og flere mænd søger mod meditation og mindfulness. Antallet af mænd, som modigt sætter sig i stolen for at få terapi eller coaching, vokser også. Der synes at være en opblødning i tabuerne omkring det at arbejde med sig selv som mand. Det som i mange år har haft ord for at være et svaghedstegn, bliver i dag i langt højere grad anset for at være modigt og respekteret.

Jeg oplever også i erhvervslivet, at det at stoppe op, tænke over livet og tage sig en kortere eller længere pause fra arbejdsmarkedet, bliver klappet af og italesat som modigt.

Det at stoppe op kan både være af nød, fordi presset er meget hårdt. Det kan også være af lyst, fordi vi opdager, at der er andre muligheder en det, vi har lavet måske det meste af vores liv, og desuden ser, at livet er for kort til at arbejde med noget, som ikke længere giver mening eller livsglæde. Det opleves for mig som om, der er blevet bedre plads til at mærke efter for manden. Det er måske for nogle mænd negativt ladet, det “at mærke efter”. Set med et dybere kendskab til den menneskelige psyke, kræver det mod. Mod er vel i bund og grund noget af det, som det maskuline bryster sig af.

Den maskuline mand skal finde mod til at vise følelser, og mærke hvad han har lyst til. Have mod til at drømme, mod til forandring, mod til at tage lederskab i eget liv. Lederskabet er vigtigt, fordi frygten ellers ubevidst vil styre det meste af vores liv. Det er manden som skal styre, ikke frygten.

Jeg vil ønske for både mænd og kvinder, at vi arbejder sammen om at bryde tabuerne og fordommene omkring det at gå i terapi eller gå til mindfulness, eller lad mig kalde det, “arbejde med sig selv”.

Jeg har haft mænd i mine meditations- og mindfulness grupper, som ikke har villet fortælle på deres arbejdsplads, hvad de gik til onsdag aften. Find dit mod mand. Prøv lige at overveje. Hvad er det værste, der kan ske?

God arbejdslyst og hav det godt, til vi “læses ved” næste gang.