KIAN JOHANSEN, REDAKTØR DIN AVIS

Udlejere af ejendomme i Randers og andre provinsbyer gør det klogeste de kan. Loven siger, at man som investor i en ejendom kan trække underskud fra i skat.

Hvis udlejeren sænker huslejen, så forringes værdien af ejendommen. En ejer af en ejendom vil meget gerne have sine penge tilbage – og flere til – derfor står nogle ejendomme tomme, indtil man kan få den rette pris. Blandt andet derfor ser du forfaldne facader, tomme butikker og kvarterer, hvor man som almindelig byboer bliver ked af synet.

Vi som skatteborgere betaler alligevel gildet, når ejerne af en ejendom trækker noget fra i skat. Det er os, der ser på de forfaldne bygninger, og os, der burde betale ved at støtte de forretninger, der befinder sig i vores dejlige by.

Hvis jeg kunne lege skatteminister i et par år og havde stor tålmodighed og uanet politisk støtte, så ville min leg gå ud på at ændre skattereglerne. Indehavere af butikslejemål og boligejendomme burde kun belønnes, hvis de gjorde alt for at udleje deres ejendomme og holde facaderne og det indeni i topform. Vi betaler jo alligevel over skatten, så hvorfor ikke tænke smartere?