Varehuset tilbagekalder et produkt, der kan være farligt for børn.
Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk
Varehuset Ikea tilbagekalder legetøj, da dele af det kan løsrive sig – og i værste fald medføre kvælning.
Det skriver Ikea i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om produktet Blåvingad fiskespil (artikel nr. 105.265,06).
![](https://dinavis.dk/wp-content/uploads/2023/03/PE858336-1024x1024.jpg)
Ikea beder alle kunder om straks at stoppe med at bruge det, da legetøjets metalknapper kan løsrive sig og medfører på den måde risiko for kvælning – især for små børn.
»Vi har globalt modtaget rapporter om i alt fire hændelser, hvor små nitter fra legetøjet har løsrevet sig,« oplyser Ikea til Din Avis Aarhus.
Ikea oplyser, at kunder, der har købt fiskespillet, kan levere det tilbage i ethvert Ikea-varehus og få pengene retur.
»Der er blevet solgt i alt 628 spil i Danmark, og vi har ingen registrerede hændelser eller meldinger om tilskadekomne i Danmark,« oplyser Ikea.
»Kvittering er ikke nødvendig,« understreges det.