Henover vinteren har der været slukket for belysningen på alle skulpturer i Randers Kommune, for at spare på strømmen.

Nu tændes der igen, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Foråret har meldt sin ankomst og der er flere lyse timer. Det betyder også, at det er forholdsvist få timer, at der vil være lys på værkerne – for det er nemlig fortsat vigtigt at spare på energien, lyder argumentet.

De skulpturer, der har været berørt af lysslukningen, men som altså nu igen bliver belyst, er blandt andre; Gudenåkrukken af Mogens Møller ved Randers Bro, Pigen i Åen – replika af Sven Dalsgaard, Nøglen ved Værket af Sven Dalsgaard, Fontænen og Red Fall på Østervold af Ingvar Cronhammar, The Same for Everyone af Nathan Coley ved Memphis Mansion.

“Energikrisen er desværre ikke overstået og grundlæggende er det fortsat vigtigt at spare på energien. Det har danskerne været rigtig gode til hen over vinteren, og det gør, at Energistyrelsen lige nu vurderer, at vi står i en stabil situation. Men vi så også sidste år, hvor hurtigt det kan gå, og derfor kan det sagtens være, at vi til efteråret vælger at slukke belysningen igen eller indfører andre sparetiltag,” siger Jesper Kaas Schmidt.

Om det sker, kommer helt an på, hvad de nationale myndigheder peger på, at der skal ske for at håndtere energiforsyningen i landet. Randers Kommune følger de retningslinjer, der kommer.