Af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv, 8900 Randers C

Jeg er så heldig at have fået tilbudt nogle timer som eksamensvagt på Tradium her i Randers. Det betragter jeg som et skulderklap. Der er stadig brug for mig på det danske arbejdsmarked.

Lønnen er som den er, og egentlig rimelig i forhold til det, som jobbet indeholder. Nu er der bare en hage ved det.

For selv om jeg tjener cirka 60 kroner mere i timen, får jeg kun lov til at beholde lidt over 11 kroner pr. time før skat. Det vil sige, at jeg får cikra syv kroner pr. time efter skat.

Og det ville jeg vel at mærke få, uanset om lønnen er 100 kroner eller 250 kroner i timen.

Nu er jeg så heldig, at vikarbureauet har givet mig mine vagter på Tradium. Der kan jeg gå hen og jeg får lov til at beholde mine syv kroner.

Hvis jeg i stedet havde haft mine vagter på sosu-skolen på Minervavej, ville det koste mig 39 kroner i offentlig transport.

Det vil sige, at en fire timers vagt ville koste mig 11 kroner i forhold til, hvis jeg blev hjemme på sofaen.

Jeg forstår ikke, at politikerne vil være bekendt at lave et system, der er så tarveligt i forhold til kontanthjælpsmodtagere, der reelt vil arbejde.

Hvis jeg blev modregnet time for time, ville jeg have tjent transporten ind til sosu-skolen på godt en time. Og en fire timers vagt på Tradium ville give mig 144 kroner. Nu får jeg 28 kroner.

Jeg er allerede ved at planlægge, hvad jeg skal bruge alle de penge, jeg får, til. Det skulle jo nødig kunne betale sig at arbejde.