En 30-årig mand blev natten til mandag anholdt, efter han havde forsøgt at køre fra politiet i en tuktuk. 

En patrulje fik klokken 1.20 øje på tuktukken, der kørte noget slingrende og usikkert rundt på Vester Kirkestræde i Randers. 

Betjentene satte udrykning til for at få manden til at standse, men han ignorerede politibilens blink og kørte videre ad nogle mindre veje og stier, hvor patruljebilen ikke kunne køre. 

Politiet fandt dog hurtigt frem til manden igen, da han kørte ind over et græsareal ved Brotoften.

Her stillede betjentene patruljebilen på tværs af vejen for at standse den 30-årige mand, der fortsatte direkte ind i bilen, hvorefter han mistede kontrollen over tuktukken, der endte i et hegn. 

Patruljen fik hurtigt anholdt den 30-årige, som virkede påvirket.

Han blev derfor sigtet for sprit- og narkokørsel og for ikke efterkomme politiets anvisninger.

Da han havde en kniv på sig, blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven.