Østjyllands Politi efterlyser mulige vidner i forbindelse med en forføgelse af en vanvidsbilist i Randers.

Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk

Politiet efterlyser vidner i forbindelse med en 17 kilometer lang forfølgelse af en vanvidsbilist.

Under jagten på den den 31-årige var flere borgere tæt på at blive ramt.

Både de og andre vidner vil politiet nu gerne i kontakt med.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet er særligt interesserede i at komme i kontakt med en kvinde i alderen 60-70 år, der nær var blevet påkørt, da den 31-årige kom kørende på en grussti med en hastighed på op mod 100 kilometer i timen.

Kvinden bar briller og havde hvide bukser på, og hun var i selskab med en mindre lys hund.

Det er politiets vurdering, at den 31-årige har forvoldt fare for hendes liv eller førlighed, da hun nær var blevet påkørt og måtte trykke sig ind i et buskads for at undgå at blive ramt af bilen.

Episoden fandt sted på en grusvej ved Kastrupsmindevej.

159 i timen – gennem by

Jagten på den 31-årige mand begyndte på Vennelystvej i Kristrup, hvor politiet forsøgte at bringe ham til standsning, da han var i færd med at foretage en vending på en parkeringsplads.

I stedet for at efterkomme politiets anvisninger speedede manden dog op og kørte fra stedet i høj fart med politiet i hælene.

Jagten gik herefter ad Rasmus Hougårdsvej og videre ad Holger Danskes Vej og umiddelbart efter til venstre ad Clausholmvej.

På Gunderup Mosevej kom der en modkørende cyklist, som blev passeret med omkring 140 kilometer i timen – og efterfølgende blev der blandt andet også kørt over for rødt lys.

I Assentoft By kørte den 31-årige ud fra en foreløbig beregning gennem byen med en gennemsnitsfart på 159 kilometer i timen.

Her observerede politiet i den øvrige trafik blandt andet nogle fodgængere, to knallertkørere samt en modkørende personbil.

Mand med hund efterlyses

Østjyllands Politi hører gerne fra alle eventuelle vidner, der måtte have overværet eftersættelsen – herunder også en mand med en hund – muligvis en brun labrador – der angiveligt også har overværet eftersættelsen på nært hold ved afslutningen på biljagten.

Den 31-årige flygtede fra bilen ved et grønt område vest for Jeppesminde i Over Romalt omkring klokken 19.10 efter kortvarig kørsel på nogle cykelstier i området.

Han blev senere fundet i en nærtliggende grusgrav ved Gunnerupmosevej ved Assentoft og Romalt og anholdt kort efter klokken 21.00.

Borgere med viden om sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.