Randers Politiorkesters Julevelgørenhedskoncert har en mangeårig tradition for at donere en stor del af overskuddet til lokale foreninger og formål. Det skriver orkestret i en pressemeddelelse.

»Vi har denne gang fokuseret på et område, der er meget diskuteret – nemlig børn og unge, der er udfordrede af hverdagen,« udtaler formand for orkestret Alex Eriksen.

»Derfor har vi valgt at støtte Selvhjælp Randers, som gør et stort arbejde for at hjælpe netop denne gruppe«.

Selvhjælp Randers er en selvstændig organisation, der hjælper børn, unge og vokse med de udfordringer, livet nogle gange byder på. Og de gør det på bedste og inspirerende vis.

»Derfor var der heller ingen tvivl om, at vi gerne ville støtte et så vigtigt formål,« siger Alex Eriksen.

»Vi håber, at donationen kan være med til at sprede lidt glæde blandt børn/unge, som pengene er øremærket til.«

.Daglig leder Majbritt Bargsteen var inviteret på Politigården, hvor den officielle overrækkelse fandt sted.