I efteråret 2023 har Randers Bibliotek tema om ensomhed og fællesskab. Formålet er at bidrage til aftabuisering af ensomhed og sætte fokus på lokale fællesskaber. 

Af: Marie Have Qvist, Journalist og SoMe-ansvarlig Randers Bibliotek

Bibliotekerne i Danmark er meget mere end et sted, hvor man låner bøger og læser dagens avis. Randers Bibliotek udbyder over 600 arrangementer i løbet af et år, og mange af dem er fællesskaber som for eksempel mandeklubben, strikkecaféer, tegnefællesskab og den nye ’fars legestue’ for fædre på barsel.

»Ensomhed er en udfordring for flere og flere danskere, og nære, åbne og tilgængelige fællesskaber er utrolig vigtige for både det enkelte menneske og sammenhængskraften i et lokalområde. Som bibliotek har vi både en forpligtelse og en unik mulighed for at gøre en forskel,« siger Lone Føgh Westphall, bibliotekschef i Randers Kommune, og uddyber:

»Vi faciliterer selv et bredt udvalg af fællesskaber, der rækker langt ud over de populære læsekredse og bogcaféer, men Randers har så meget mere at byde på, og det vil vi gerne understøtte.«

Derfor kan man i efteråret 2023 gå op opdagelse i en udstilling på Hovedbiblioteket med en masse eksempler på lokale fællesskaber. Man kan også hente invitationskort til nye fællesskaber og tippe en 13’er med små handlinger, der kan gøre en forskel.