‘Alle sjæles dag’ er en historisk roman, der udkommer 18. december.

Karsten ’Sivsko’ Andersen fra Uggelhuse ved Randers udkommer 18. december med ’Alle sjæles dag’, der er en historisk roman om Niels Ebbesen, set gennem en af hans huskarles øjne.

Året er 1340. Danmark har ingen konge haft i otte år. Landet er pantsat og besat. Vi følger den unge bondesøn Svend Christoffersen, som forlader sin fars gård på Djursland for at udleve sin drøm om at blive kriger.

Det er en urolig og farlig tid. Forholdet mellem de jyske stormænd og landets magthavere, grev Gert og grev Johan, er højspændt. Landet vånder sig under skattetrykket. Fattigdommen sender folk fra hus og hjem. Kæltringerne hærger og plyndrer og gør landevejene usikre.

Svend bliver huskarl hos Niels Ebbesen på Nørreris, hvor han får brug for al den våbenlærdom, som hans far har givet ham. Svend oplever, trods krigerlivet, kærligheden, da han bliver forelsket i køkkenpigen Birte.

Han deltager i bekæmpelsen af kæltringerne i området.

Svend er også med, da Niels Ebbesen natten mellem den første og anden april 1340 tager til Randers og dræber grev Gert.

Sivsko og bøger

Karsten ’Sivsko’ Andersen er uddannet folkeskolelærer med historie og dansk som linjefag. Han er pensioneret, men er stadig en dag om ugen på Auning Skole.

Han debuterede som forfatter i 1994 og har siden udgivet en lang række jagtbøger. I 2020 udgav han novellesamlingen ’Skyggeside’, som året efter blev fulgt op af romanen ’Drømmefiskeren’. I 2022 udkom romanen ’I frontlinjen’. Foruden at være forfatter er Karsten Andersen kendt som en af de sidste sivskomænd i Danmark.