Genkendt af betjent: Sigtet for indbrud i forsamlingshus.

Natten til fredag kl. 01.43 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at nogen var brudt ind i forsamlingshuset i Uggelhuse ved Randers, og et par patruljer blev hurtigt sendt til stedet.

Anmelderen havde set en skikkelse luske rundt inde i huset, og da politiet kom frem, var der stadig nogen derinde. Inden betjentene nåede helt hen til forsamlingshuset, kom en mand løbende ud af døren, og det lykkedes ham i første omgang at stikke af.

En af betjentene var dog sikker på, at han kunne genkende personen som en 20-årig mand, der bor i nærområdet, og en patrulje kørte derfor hjem til ham for at vente på ham. Kort efter kom den 20-årige hjem, forpustet og med mudrede sko og iført tøj, der nøje lignede det, gerningsmanden havde haft på.

Den 20-årige blev anholdt og sigtet for indbrud, og under visitationen af ham, fandt betjentene nogle skruetrækkere og nogle nøgler, der var taget fra forsamlingshuset.

Da han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.