Den tidligere håndboldspiller på topplan, både i Randers HK, i udlandet og på landsholdet og byrådsmedlem i Randers Byråd har fundet et nyt job.

Katrine Fruelund er netop tiltrådt en stilling med salg og vurdering af fast ejendom hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen i Randers, nærmere bestemt afdelingen på Århusvej.

Det fortæller ejendomsmæglerfirmaet i en pressemeddelelse.

»Jeg er jo Randers-pige og har længe haft lyst til at lægge min indsats og arbejde i mit eget lokalområde. Derfor er det helt perfekt for mig, at jeg nu får muligheden for at arbejde med ejendomme i det lokalområde jeg kender så godt,« lyder det fra Katrine Fruelund.

Hun kommer fra en stilling i Landbrugsstyrelsen, hvor hun har arbejdet med bl.a. arealanvendelse og kontrolordninger indenfor landbruget. Fra 2013 til 2021 var hun medlem af byrådet i Randers for Venstre.

»Det er ingen hemmelighed at mit hjerte brænder for det gode liv på landet. Jeg er vokset op på landet og bor også selv på en landbrugsejendom i Tebbestrup i dag. Hos Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen kan jeg både bruge min landbrugsuddannelse og de erfaringer jeg har med mig fra Landbrugsstyrelsen. Samtidig har jeg jo et stort netværk i byen, og håber da også på at arbejde med villaer og ejerlejligheder i Randers og omegn,« siger Katrine Fruelund.